Onsdag blev en 54-årig kvinde hastet til hospitalet i ambulance, efter en ansat tilsyneladende havde hældt toiletrens i kvindens energidrik.

Det skriver Hillerød Posten.

Kvinden er rengøringsassistent i Frederikborgcentret i Hillerød, og det var ifølge Hillerød Posten en ansat herfra, der hældte toiletrensen i hendes Redbull.

Han oplyser samtidig, at der heldigvis ikke er sket nogen fysisk skade på medarbejderen, men at man tager hændelsen meget alvorligt.

»Det er en meget alvorlig hændelse, som vi tager meget alvorligt. Jeg kontaktede omgående politiet og gav dem en orientering, så sagen ligger nu hos politiet, som skal finde ud af, hvad der videre skal ske,« siger direktør Carsten Larsen til Hillerød Posten.

Nordsjællands Politi bekræfter lørdag over for BT, at man har modtaget en anmeldelse i forbindelse med hændelsen.

»Vi har fået en anmeldelse på, at forurettede tog en tår af sin Redbull, fik det dårligt, kastede op, kom på hospitalet og fik konstateret, at der var puttet rengøringsmiddel i drikken,« oplyser vagtchef David Borchersen til BT.

Han understreger dog, at meldingen om rengøringsmiddel i kvindens Redbull blot er det, der er blevet oplyst i anmeldelsen, og at man nu vil tage efterforskningsmæssige skridt for at klarlægge, hvad der er præcist er foregået.

Direktør i Frederiksborgcentret oplyser, at man i forbindelse med sagen har bortvist en medarbejder og fyret to andre.

Frederiksborgcentret er Nordsjællands største kursus- og konferencecenter med 50 ansatte. Stedet afholder blandt andet koncerter, udstillinger og teaterforestillinger.