Fyns Politi er fortsat massivt til stede i Svendborg omkring Ryttervej – men arbejdet påvirker togdriften

Togdriften mellem Svendborg og Stenstrup genoptages fra klokken 16.15, men det bliver uden standsning ved Svendborg Vest. Det oplyser politiet på Twitter.

Både politiet og ammunitionsryddere er til stede 'i forbindelse med et mistænkeligt forhold med en bombetrussel'.

Det oplyste politikredsen tidligere torsdag på Twitter:

'Vi har afspærret området, og vi er massivt til stede,' lød det.

Politiet oplyste videre, at der 'er tale om en bombetrussel fremsat af en person på en større p-plads i området':

'Der er dermed ikke tale om trusler mod den nærliggende erhvervsskole eller virksomheder i området,' skrev politiet.

Kort før klokken 10 oplyste politikredsen, at bomberyddere var ankommet til stedet, og klokken 10.53 lød det, at man nu har 'udvidet afspærringsområdet' i forbindelse med bombetruslen, der er fremsat 'af en person inde i området':

'Der er fortsat ikke tale om, at vi undersøger bygninger i området,' lyder det fra Fyns Politi.

Senere kunne politiet oplyse, at man også havde evakueret SG Hallen i byen 'af hensyn til håndteringen af hændelsen, så der er arbejdsro for politiet på stedet':

'Der er ikke fare på færde i forhold til de tilbageværende personer i bygningen,' oplyses det.

B.T. følger sagen.