Politiet er tirsdag aften massivt til stede på Brohusgade på Nørrebro, hvor en kvinde er blevet stukket med en kniv.

Det oplyser vagtchef hos Københavns Politi Jonathan Wald.

»Vi har kontakt til to personer, hvor den ene er knivstukket,« siger han og tilføjer, at han endnu ikke kan sige noget om kvindens tilstand.

Anmeldelsen om knivstikkeriet landede hos politiet klokken 21.22, så man er stadig i gang med at finde ud af, hvad der er sket.

»Vi tror, at de to kender hinanden, men det er for tidligt at sige mere. Vi har en hypotese om, at den ene har stukket den anden.«

En person er anholdt.

En halv time senere er politiet stadig til stede. Og det kommer man til at være et par timer, fortæller vagtchef Stefan Ladeby.

Han vil ikke sige noget om om de to personers relation, men fortæller, at kvinden er kørt på hospitalet.

Til B.T. fortæller et øjenvidne, at en mand i kølvandet på knivstikkeriet er blevet iført blå dna-dragt og ført væk af politiet.

Videre lyder det fra vidnet, at det kvindelige offer umiddelbart var ved bevidsthed, da hun blev ført ud i en ambulance, der kørte væk fra stedet uden udrykning.

Forud for klokken 21.22 hørte flere vidner ifølge B.T.s oplysninger råb på Brohusgade, og kort efter vrimlede det med politi.

Det er endnu uvist, om der er sammenhæng mellem råberiet og overfaldet.