Et stort drama udspiller sig på åben gade i Aarhus mandag aften.

Her er Østjyllands Politi rykket massivt ud, og politiet bekræfter, at flere personer er anholdt.

Det fortæller vagtchef ved Østjyllands Politi, Peter Andersen, til B.T. 

»Jeg kan sige, at vi er til stede på adressen, og at vi undersøger et mistænkeligt forhold. Der er ikke nogen fare for beboere i området. Så meget kan jeg sige,« fortæller vagtchefen til B.T.

Vagtchefen vurderer, at politiet vil være til stede i omkring en halv time endnu. 

Peter Andersen kunne ikke fortælle, hvorfor personerne blev anholdt, eller hvad der gik forud for anholdelsen. 

TV 2 Østjylland kunne via en anonym kilde tidligere mandag fortælle, at omkring 20 personer ville op og skændes med folk i området. 

Men det har altså ikke noget med denne sag at gøre, fortæller Peter Andersen til B.T.

Mediet skriver også, at flere personer lå i håndjern på gaden.