Mere end 24.000 filmsekvenser, 12.000 billeder og 160 videoer. Alle ulovlige. Alle med overgreb på børn og unge. Det er, hvad politiet har fundet på en 59-årig mands computer og harddiske.

Manden erkender, at størstedelen af materialet er fundet hos ham. Men han afviser blankt at vide, hvordan det er endt der.

»De sidste mange år har jeg valgt bare at downloade revl og krat ned, så jeg ved faktisk ikke, hvad jeg henter ned,« sagde manden tirsdag fra vidneskranken og trak på skuldrene.

»Ja enten det, eller også er jeg blevet hacket.«

En gruopvækkende sag om overgreb på flere end 100 primært danske børn er netop blevet indledt i Retten i Odense.

På anklagebænken sad den 59-årige mand med en stribet skjorte, velfriseret hår og et smalt overskæg.

Manden er tiltalt for mere end 170 forhold, der drejer sig om overgreb på børn og teenagere under 18 år. Selv nægter han sig skyldig i det meste, men erkender dog at have været i besiddelse af børnepornografi.

Ifølge den tiltalte mand har det dog aldrig været med vilje, at der lå en massiv mængde overgrebsmateriale lagret på hans computer.

»Jeg har aldrig set de videoer (af børnepornografi, red.) og kender heller ikke til nogen af dem.«

Den 59-åriges forklaring peger fra start i retning af, at han selv, der også sidder tiltalt for at producere og udbrede børneporno, har et dygtigt kendskab til teknik.

Han fortalte i retten detaljeret og med store armbevægelser om internetsider, download-programmer, optagefunktioner og firewalls, som de fleste formentlig aldrig har hørt om.

Især ét program gik igen. Nemlig det program, som politiet mener, at den 59-årige mand har brugt til at downloade børnepornografi.

Ifølge manden har det dog aldrig været hans hensigt.

»Jeg brugte programmet til at hente spillefilm, musik og spil. Børnepornografien er også hentet derigennem, men det har aldrig nogensinde været med vilje,« sagde manden og rømmede sig.

Det fik anklageren til at stille spørgsmål om, hvorfor det da lå gemt på mandens computer.

»Det ved jeg ikke. Jeg kender ikke noget til det,« svarede manden.

Anklageren hev dernæst et af mange tekniske beviser frem, der også er fundet på mandens computer. Blandt andet er der en fil, som giver adgang til 'det mørke internet' – og yderligere var der gemt en mappe, der indeholdt ordet 'børnepornografi.'

Generelt for mandens forklaring er, at han havde et prompte og primært teknisk svar parat til det, han blev forelagt i retten.

Det var således også tilfældet for den adgangsgivende fil til det mørke internet og mappen.

»Jeg har installeret en browser, som man bruger til at komme på the deep dark web (det mørke internet, red.). Det lyder så vanvittigt, når man siger det sådan,« sagde manden og fortsatte.

»Jeg har kun været der inde en enkelt gang, men det var af ren nysgerrighed. Jeg kender ikke til mappen.«

Manden holdt samtidig fast i, at også mappen med ordet 'børnepornografi' i titlen var en konsekvens af de mange programmer, han havde downloadet gennem årene, der altså havde medvirket til, at hans computer var blevet fyldt med børnepornografi.

»Jeg har aldrig nogensinde brugt det, og jeg ved heller ikke, hvordan man skulle gøre,« forklarede manden.

Han fortalte, at når man downloader sådanne programmer, er man mere sårbar overfor hackerangreb – og at man kan risikere at andre ting ryger ned på sin computer uden, man selv er klar over, hvad det er.

»Jeg har ikke interesse i unge mennesker, jeg er helt normalt interesseret i folk på min egen alder.«

Foruden forholdene om besiddelse af børnepornografi er manden også tiltalt for blufærdighedskrænkelse, samt for at skulle have lokket børn og teenagere til at gøre intime og grænseoverskridende ting foran et kamera, mens han angiveligt udgav sig for at være en anden.

Ifølge politiet optog han dem og gemte videoerne, og i flere tilfælde skulle manden også have brugt videomaterialet til at true ofrene til at udføre endnu flere kompromitterende ting.

Det er ifølge politiet blevet til mere end 160 videoer. Desuden er han tiltalt for at have delt mere end 300 billeder og 10.000 filmsekvenser med andre brugere på nettet.

Manden afviser som nævnt blankt disse anklager.

Tirsdag var den første dag ud af ti, der er sat af til sagen, hvor seks dage alene er afsat til mandens forklaring.

B.T. følger sagen.