Intet spor af den 15-årige pige, på trods af en omfattende indsats.

Og nu er Københavns Politi i gang med at gennemgå en stor mængde videoovervågning fra byens tryghedskameraer for at forsøge at kortlægge hendes færden.

Det oplyser politikredsen.

Den 15-årige pige forlod sent lørdag aften sin bopæl på Amager.

»Vi har ingen indikationer på, at (pigen, red.) skulle være blevet udsat for en forbrydelse, men vi udelukker intet og har derfor sat en omfattende indsats i gang for at finde hende. Hvis der er borgere, der har set hende, skal de ringe til politiet på 1-1-4,« siger vicepolitiinspektør Jesper Beuschel.

På et billede fra et kamera i Indre By søndag kl. 00.34 ses pigen iført lyserødt tøj opholde sig i området ved Nytorv/Frederiksberggade.

Her taler hun med en gruppe mennesker, som Københavns Politi efterfølgende også har været i kontakt med. Derudover har politiet også talt med pigens familie og omgangskreds, men det har endnu ikke givet et gennembrud i sagen.

»Vi er bekymrede for (pigen, red.), så hvis hun skjuler sig, så beder vi hende give et livstegn fra sig – enten til os eller til sine pårørende,« siger Jesper Beuschel.