For anden gang på en uge er der udbrudt brand i en bygning, som tilhører medicinalgiganten Novo Nordisk.
Der er tale om en af virksomhedens bygninger på Smørmosevej i Bagsværd.
Det oplyser Københavns Vestegns Politi til B.T.
Vagtchef Thomas Christensen siger, at branden udvikler en del røg, som »bevæger sig hurtigt«.
»Hvis man er i nærheden, skal man selvfølgelig søge væk fra røgen samt lukke døre og vinduer,« siger han.
Der er ingen meldinger om personskade, ligesom brandårsagen er ukendt. Men Hovedstadens Beredskab bekræfter, at det er en større brand.
»Branden er opstået i en skurvogn, et slags containertårn, og har spredt sig til en bygning,« siger vagtchef Martin Kjærsgaard og fortsætter:
»Der er sat massivt ind.«
Lidt før klokken 13.30 lyder seneste melding fra beredskabet:
»Det er ikke godt. Bygningen er tabt, og der er fare for kollaps. Bygningen risikerer at falde sammen på ydermurerne, samtidig med at vi forhindrer spredning – og at ingen kommer til skade,« siger Martin Kjærsgaard og tilføjer:
»Slukningsarbejdet vil vare de næste seks til otte timer. Vi er mellem 80 og 100 mand på stedet.«
Klokken 15 oplyser Beredskab Øst, at branden er under kontrol. Slukningsarbejdet varer dog ved.
Samtidig oplyser DR P4 Trafik København i et opslag på X, at røgen har bevæget sig ud over den nærliggende motorvej, hvor den tidligere skabte trafikale udfordringer.
Det er anden gang inden for en uge, at Novo Nordisk bliver ramt af brand.
16. maj skete det i Kalundborg.
Novo Nordisks hovedkontor ligger i Bagsværd, men det er uvist, hvilken bygning der brænder. Novo Nordisk har en sendt en udtalelse, hvori de oplyser:
»Der udbrød i dag brand udenfor en bygning hos Novo Nordisk i Bagsværd, og den bredte sig til en af vores kontorbygninger. Branden er under kontrol, men kontorbygningen stod ikke til at redde. Brandvæsnet vil være til stede resten af dagen. Alle Novo Nordisk aktiviteter i området forventes genoptaget i morgen. Der var ingen tilskadekomne i forbindelse med branden.«
B.T. følger sagen.