Der er stadig brandfolk til stede efter den massive brand i Stenbjerg Klitplantage, der er en del af Nationalpark Thy.

Det fortæller Rasmus Evaldsen, indsatsleder ved Nordjyllands Beredskab, til B.T. tirsdag morgen.

»Seneste nyt er, at vi stadig har små punktbrande i det område, som er mest berørt af branden, så hvis vinden holder, skal vi her til morgen rundt og slukke de steder, hvor det blusser op,« siger indsatslederen.

Nordjyllands Beredskab fik meldingen om brand i Stenbjerg Klitplantage klokken 13.41 tirsdag.

Der var massiv røgudvikling i forbindelse med branden.
Der var massiv røgudvikling i forbindelse med branden. Foto: presse-fotos.dk/Ritzau Scanpix
Vis mere

I første omgang blev 30-35 brandfolk sendt afsted for at bekæmpe branden.

Siden kom flere til fra blandt andet Beredskabsstyrelsen, og tirsdag aften var intet mindre end 75 mand i gang med at slukke den voldsomme brand.

Meget af plantagen i nationalparken er gået til under branden.

Rasmus Evaldsen fortæller, at de har arbejdet på stedet hele natten for at få slukket branden, der har ramt et område på omkring 20 hektar af plantagen.

»I området, der er berørt, er det tæt med bjergfyr, og det er et yderst ufremkommeligt sted, hvilket vanskeliggør efterslukningen,« siger indsatslederen.

Ifølge Rasmus Evaldsen har Nordjyllands Beredskab endnu ikke et bud på, hvad der har forårsaget branden, der startede mellem kystlinjen og Istrupvej.