Canadisk politi jagter en formodet massemorder.

Canada er i chok. Fredag eftermiddag blev redningsfolk kaldt ud til det, de troede var et gasudslip, men det viste sig at være endnu værre. Inde i en lejlighed blev der fundet seks blodige lig.

Det oplyser canadiske medier.

Ligene af de seks voksne blev fundet i en lejlighed i et højhus i Vancouver.

Politiinspektør Dale Carr, som leder efterforskningsholdet, siger, at i hans 21 år hos politiet, har han aldrig før set så mange myrdede mennesker på ét sted, og han kalder mordene for 'skræmmende og meget blodige'. Politiet har sendt adskillige efterforskere til stedet, men det er endnu ikke lykkedes at finde ud af, hvem der står bag de uhyggelige drab.

Flere af ligene blev ifølge Toronto Star fundet med blod i ansigtet og ud ad ørerne.

Det var brandfolk, der fandt ligene. De var nemlig blevet kaldt til området efter at have modtaget et opkald om et muligt gasudslip fra lejligheden. Et kæmpe område omkring højhuset blev afspærret, og alle beboerne evakueret af frygt for en eksplosion. Da politiet kom til stedet, stod det dog hurtigt klart, at der ikke var tale om folk, der var døde af gas - de var blevet myrdet.

- Det er et meget voldsomt mord. Nogle af ofrene har blod i ansigtet, og nogle blødte gennem deres næser. Men jeg har ingen idé om, hvordan de er døde, siger politimand Roger Morrow ifølge canadisk tv.