Et glas vand midt om natten førte til en dramatisk politijagt natten til fredag.

Klokken 03.11 stod en mand ved håndvasken i sin lejlighed på Skovvejen i Aarhus, da han gennem vinduet fik øje på en maskeret skikkelse ved ejendommens pulterrum.

Han ringede straks til politiet, oplyser Østjyllands Politi i sin døgnrapport.

Få minutter senere så en patrulje en person, der passede på beskrivelsen, komme cyklende.

Da cyklisten opdagede politiet, drejede han ind i en baggård og stak derefter af til fods.

Jagten fortsatte gennem en baghave, hvor den mistænkte sprang over et hegn og gemte sig i et stejlt brombærkrat.

Han nægtede at komme frem, og politiet tilkaldte derfor en hundepatrulje.

Selv politihunden havde svært ved at kæmpe sig gennem brombær og brændenælder, men fandt til sidst frem til den busk, som den mistænkte lå under.

Herefter overgav han sig og kravlede ned fra skrænten, hvor betjentene stod klar.

Den anholdte viste sig at være en 16-årig dreng. Politiet fandt en saks og en peberspray ved hans cykel og et koben i krattet.

Drengen er nu sigtet for forsøg på indbrud, for at flygte fra politiet og for overtrædelse af våbenloven.