Nordsjællands Politi er rykket ud med store ressourcer til et røveri i Lyngby Storcenter.

Thomas Ratzlaff, der er vagtchef i politikredsen, oplyser til B.T., at man leder efter maskerede gerningsmænd.

Røveriet er sket i en forretning, der sælger samlekort. Butikken forhandler blandt andet Pokémon-kort og kort fra det amerikanske spil Magic: The Gathering.

Vagtchefen oplyser uddybende til Ekstra Bladet, at politiet mener, at der var tale om fem fuldt maskerede personer.

- De går ind i butikken, truer en ansat med en pistollignende genstand, smadrer glasmontrer og stjæler kortene, lyder det.

Ifølge DR har politiet fået oplyst af butikkens ejer, at der er stjålet varer og genstande for omkring en million kroner.

Hverken B.T., Ekstra Bladet eller DR beskriver nærmere, hvad der præcist menes at være stjålet i forretningen.

Politiet opfordrer til, at man henvender sig, hvis man har oplysninger i sagen.

Thomas Ratzlaff siger til Ekstra Bladet, at politiet også gerne hører fra borgere, som har set en nyere rød Mazda, som røverne skal være kørt væk i.

Både B.T. og Ekstra Bladet skriver, at røveriet er sket hos forretningen Rogerz, der sælger forskellige typer af samlekort.

Det er ikke første gang i år, at samlekort tilsyneladende er mål for kriminelle.

I januar blev et yngre ægtepar udsat for et hjemmerøveri i Faxe Ladeplads. To svenskere er varetægtsfængslede i sagen.

Da den første blev fremstillet i grundlovsforhør, estimerede politiet, at Pokémon-kortene, som blev stjålet, havde en værdi af 300.000 kroner.

Lyngby Storcenter skriver på Facebook, at centeret er i tæt dialog med politiet om røveriet, som det kalder en meget alvorlig hændelse.

- Vi har fuld forståelse for, hvis hændelsen giver anledning til bekymring, men vi vil gerne understrege, at der ikke er grund til at være utryg ved at besøge Lyngby Storcenter, lyder det.

Ritzau har forsøgt at få en kommentar fra Nordsjællands Politi. Det har indtil videre ikke været muligt søndag eftermiddag.

RITZAU