Metro-tunnelen ligger stille og sort. Klokken er 02.40 lørdag nat, og passagererne glider roligt mod Forum Station, halvsøvnige efter byturen.
Men pludselig bremser toget hårdt op.
Den bagerste dør glider op og ud af mørket træder de frem:
Tre skikkelser i hvide dragter, hvis ansigter er skjult bag masker. ‘Blod’ løbende fra øjne og mund. På hovedet bærer nogen af dem GoPro kamera.
»Jeg nåede bare at tænke: 'Hvad fuck sker der?!' Og så kom det: 'Vent, er det her et angreb?'« fortæller TikTok’eren Martin Alex Jensen, som filmede episoden, der siden er set af mere end fire millioner mennesker.
De maskerede skikkelser træder helt ud på skinnerne, hiver spraydåser frem og går i gang med at dække toget i rød og grøn graffiti — midt i tunnelen.
Folk stivner. Nogle rejser sig, uden at vide hvad de skal gøre, og andre tager det helt roligt.
En metroansat som befinder sig i toget taler hurtigt i radioen — ordet evakuering dukker op.
»Jeg rakte fuck i videoen, men tog hånden ned med det samme. Jeg tænkte: 'Okay, hvis de her ikke laver sjov, så skal jeg ikke være en idiot',« siger Martin Alex Jensen

Den 22-årige beskriver følelsen som et chok og hæsblæsende adrenalinkick:
»Jeg havde jo drukket lidt, så måske var jeg mindre nervøs end normalt, men jeg var meget opmærksom på alt,« siger han.
Alt imens fortsætter de maskerede personer uforstyrret, som om toget og passagererne ikke eksisterer. Men pludselig vender de sig væk fra vognen.
De går længere ud i tunnelen, ind i mørket. Uden et ord. Uden hast. Som om det hele var planlagt ned til sidste sekund.
Inde i toget holder passagerne vejret. Ingen ved, om de kommer tilbage. Ingen ved, om der venter flere længere fremme. Og ingen ved, om det var en prank — eller starten på noget langt mere alvorligt.
»Vi fik næsten ingen information, så man sad bare og håbede på det bedste,« siger Martin Alex Jensen.
I 45 minutter står toget bomstille, mens passagerne stirrer ud i mørket. Da det endelig ruller ind på Forum Station, rammer chokket:
»Det var egentlig ret chokerende, at der ikke var noget politi. Der var kun et par metrofolk,« siger Martin Alex Jensen.
Først senere, da han var kommet ud i nattekulden, indhentede tankerne ham:
»Det var jo natten ovenpå Halloween, så måske var det derfor, folk ikke gik i total panik. Man havde jo set masker hele aftenen.«
Men inde i tunnelen — i øjeblikket — var der ingen feststemning og ingen leg over det.
B.T har forsøgt at få en kommentar fra Københavns Politi og Metroselskabet, men har endnu ikke fået svar.
