Nordsjællands Politi er rykket ud med store ressourcer til et røveri i Lyngby Storcenter.

Thomas Ratzlaff, der er vagtchef i politikredsen, oplyser til B.T., at man leder efter maskerede gerningsmænd.

Røveriet er sket i en forretning, der sælger Pokémon samlekort.

Vagtchefen oplyser uddybende til Ekstra Bladet, at politiet mener, at der var tale om fem fuldt maskerede mænd.

- De går ind i butikken, truer en ansat med en pistollignende genstand, smadrer glasmontrer og stjæler kortene, lyder det.

Politiet estimerer foreløbigt, at der er stjålet for mindst en million kroner i forretningen, skriver B.T.

Hos Nordsjællands Politi har man ifølge B.T. hentet assistance hos andre politikredse.

Politiet opfordrer desuden til, at man henvender sig til politiet, hvis man har oplysninger i sagen.

Thomas Ratzlaff siger til Ekstra Bladet, at politiet også gerne hører fra borgere, som har set en nyere rød Mazda, som røverne skal være kørt med.

Pokémon-kortene er samlekort fra den japanske serie Pokémon. Der findes også Pokémon-computerspil, tv-serier og film.

Ritzau forsøger at få en uddybende kommentar fra Nordsjællands Politi.

RITZAU