Maskerede biltyve spreder i øjeblikket stor skræk i Virum nord for København.

Biltyvene frarøver bilerne for øjnene af ejerne på en skræmmende måde. Det er nu sket to gange på kort tid.

En 49-årig mand fra Virum, der ønsker at være anonym, var forrige søndag på vej hjem til sin bopæl.

Da han ved midnatstid kører i den sydlige retning ad Kongevejen og holder stille i krydset ved Hørsholm Kongevej, kommer to biler kørende bag ham i høj hastighed.

Den ene bil, en sort VW Passat med tonede ruder, kører op på siden af ham, imens den anden bil, en beige Mini Cooper med sorte striber på motorhjelmen og med sort tag, stopper op bagved ham. Men kun for en stund.

Mini Cooperen påkører ham pludseligt bagfra. Ikke voldsomt, men nok til at han sætter havariblinket på og stiger ud af bilen.

Det skriver Rudersdal Avis.

Da manden går ud, ser han en ung, maskeret fyr, der har trukket sin hættetrøje op om ansigtet. Den maskerede mand fortæller, at de må lave en forsikringssag, og det er den 49-årige mand enig i.

Han går derfor ind i sin bil igen for at hente sin telefon for at dokumentere skaderne på kofangeren. Da han stiger ud af bilen igen, er den sorte Passat forsvundet.

Men der stopper det ikke - yderligere to unge, maskerede fyre hopper ud af Mini Cooperen.

Herefter prøver de maskerede mænd at tvinge ham ned på jorden, hvilket han nægter. Imens han taler med den første unge fyr, hopper de to andre maskerede mænd ind på forsædet af hans bil.

»Jeg har hele tiden tænkt, at det er mærkeligt, at de er maskerede, men nu begynder jeg for alvor at forstå, hvad der foregår. Og i det øjeblik tænker jeg bare, at jeg skal have fat i min husnøgle, så de ikke kan komme hjem til mig. Så imens de to fyre på forsædet forsøger at starte bilen, får jeg rakt ind til midterkonsolen og får fat i mit nøglebundt. Bilnøglen ryger ud, og jeg får kun fat i husnøglen. Min pung ligger også fortsat i handskerummet. Men nu skal jeg bare væk herfra.«

Imens han forsøger at få fat i sine husnøgler, hopper fyren, som han oprindeligt talte med, ind i Mini Cooperen, der holdt bagved, og herefter kører begge biler væk fra stedet i meget høj fart.

Virum-borgeren får herefter fat i politiet, som efter kort tid ankommer til stedet. Betjentene fortæller til manden, at en stort set identisk episode også fandt sted den 2. juni i år.

Her gik det ud over en 48-årig mand ved Attemosevej ved Søllerød Golftklub.

Han blev også påkørt bagfra og mødt af to hætteklædte mænd, der truede ham til at lægge sig ned på jorden. Herefter stjal de mandens bil, som senere blev fundet udbrændt, og som angiveligt blev brugt i et skudopgør i Rødovre.

Nordsjællands Politi bekræfter til Rudersdal Avis at have modtaget den seneste anmeldelse fra Virum-borgeren, og de er i gang med at efterforske sagen.

Men umiddelbart har de ikke hørt om flere lignende tilfælde.

Virum-borgeren beskriver gerningsmændene som unge, spinkle mænd, der var omkring 170-175 centimeter høje. Af anden etnisk baggrund, og som talte gebrokkent dansk.

Derudover var de ikke voldelige, men mest af alt truende, hvorfor han ønsker, de bliver fanget af politiet.

Virum-borgeren er nemlig bekymret for, om de udsætter andre for det voldsomme tyveri. Han mener nemlig, at det er en episode, nogle svage sjæle, kan få psykiske mén af, eller frygter, at nogen kommer til skade.

Bilen er fortsat forsvundet og efterlyst.