Vestre Landsret stadfæster byretsafgørelse i sag, hvor esbjergenser mistede pas efter kamp mod Islamisk Stat.

København. Vestre Landsret fastholder, at 32-årig mand fra Esbjerg ikke skal have inddraget sit pas, selv om han har været i Irak for at kæmpe mod Islamisk Stat.

Landsretten har afsagt kendelse torsdag eftermiddag, og kernen i rettens begrundelse lyder:

- Der er ikke under bevisførelsen fremkommet oplysninger om, at fremmedkrigere, som har kæmpet på kurdisk side i Irak, efter hjemkomsten har begået terrorhandlinger eller anden alvorlig kriminalitet.

I 2015 var Martin fra Esbjerg, som manden er kendt som, i Kirkuk i Irak. Her kæmpede han side om side med de kurdiske peshmergastyrker mod Islamisk Stat.

Peshmerga er navnet på de væbnede styrker i den selvstyrende region Irakisk Kurdistan. Landsretten lægger blandt andet vægt på, at Peshmerga er lovmæssigt anerkendt i Irak.

I august i fjor valgte politiet på baggrund af Martins krigseventyr - og med henvisning til pasloven - at inddrage hans pas. Det ville Martin ikke acceptere, så han gik i retten.

I december vurderede Retten i Esbjerg, at han ikke udgjorde en sådan fare for statens sikkerhed, at der var grundlag for at at fratage ham passet.

Men anklagemyndigheden valgte at kære kendelsen til Vestre Landsret, og her har den 32-årige esbjergenser nu fået ret igen.

Manden har i retten gjort gældende, at peshmergastyrkerne og den internationale koalition står på samme side i kampen mod Islamisk Stat. Og det har landsretten taget til efterretning.

- Vi jubler over afgørelsen fra landsretten. Den kriminalisering, som Martin har følt, den er blevet fjernet, siger Martins advokat, Erbil Kaya.

- Vi føler, at det er en blåstempling af det Martin har gjort, og en blåstempling af Peshmergaen, siger Erbil Kaya.

Siden marts 2015 har politiet haft mulighed for at nægte udstedelse af pas til en borger, hvis der er for eksempel er frygt for, at borgeren vil rejse ud og kæmpe for en terrorgruppe.

Ved samme lovændring fik politiet også mulighed for at inddrage en borgers pas med samme begrundelse.

Ifølge Rigspolitiet er det sket 14 gange. To gange har man nægtet at udstede et pas, og 12 gange er et pas blevet inddraget.

En anden meget omtalt sag om inddragelse af pas er sagen mod Joanna Palani, en yngre kvinde, som også kæmpede på kurdisk side mod Islamisk Stat.

Forskellen på hendes sag og sagen fra Esbjerg er, at hvor Martin kæmpede for peshmergastyrkerne, så kæmpede Palani angiveligt for en organisation med forbindelse til Kurdistans Arbejderparti (PKK).

PKK er flere gange af danske domstole blevet stemplet som en terrororganisation, og derfor var Palanis kamp ikke anerkendelsesværdig. Palanis pas-sag blev aldrig indbragt for landsretten.

/ritzau/