Martin fik ubehageligt opkald: Nu advarer han andre
Én ting fik Martin Bay Nielsen til at undre sig under telefonsamtalen.

Én ting fik Martin Bay Nielsen til at undre sig under telefonsamtalen.

Torsdag den 25. juni klokken 21.35 ringede Martin Bay Nielsens telefon.
Da han besvarede opkaldet, fik han en 'meget ubehagelig oplevelse' – som han nu advarer andre om.
En mand, der udgav sig for at være fra Rigspolitiet, kunne fortælle 69-årige Martin Bay Nielsen, at politiet havde fundet flere papirer med hans personlige oplysninger under en ransagning, skriver han på Facebook.
Men det var ikke det mest ubehagelige.
Manden oplyste også Martins fulde navn, hans CPR-nummer – inklusiv de sidste fire cifre – og hans brugernavn til MitID, skriver TV Midtvest.
Én ting fik Martin Bay Nielsen til at undre sig:
Tidspunktet for opkaldet.
»Der var et eller andet, der sagde mig, at dette kunne være svindel, og jeg sagde til ham: 'Det er da godt nok sent, du ringer, jeg troede, at politifolk normalt havde fri på dette sene tidspunkt',« skriver Martin Bay Nielsen på Facebook.
Manden svarede ifølge Martin Bay Nielsen, at politiet arbejder i døgndrift.
Alligevel havde den 69-årige fra Vejrum ved Viborg fattet mistanke til manden, som forsøgte at få Martin Bay Nielsen til at udlevere de sidste tal i hans MitID.
»Jeg sagde gentagne gange til ham, at jeg ikke troede på, at han var fra politiet, og til sidst gav han op og sagde, og jeg citerer: 'Knep dig selv', hvorefter han smækkede røret på,« skriver Martin Bay Nielsen på Facebook.
Efterfølgende anmeldte han episoden til politiet – ligesom han ændrede sit bruger-ID og kodeord til MitID.
»Det var en meget ubehagelig oplevelse. Det var ubehageligt, at andre har oplysninger om mig, som de kan misbruge,« siger Martin Bay Nielsen til TV Midtvest.
Han vurderer, at det var en ung, dansk mand, der stod bag svindelforsøget – og skrev opslaget på Facebook for at advare andre.
Hverken din bank eller andre myndigheder, herunder politiet, vil telefonisk bede dig om at udlevere personfølsomme oplysninger som eksempelvis de sidste tal i dit MitID.
B.T. har tidligere afdækket, at antallet af bedragerisager rettet mod ældre danskere er steget voldsomt.
Det kan du læse mere om HER.