Markant stigning: 'Har ikke set det tidligere'
Forude venter julen, hvor politiet generelt har meget travlt med at håndtere den slags sager.

Forude venter julen, hvor politiet generelt har meget travlt med at håndtere den slags sager.

Den seneste tid har man hos Østjyllands Politi kunnet konstatere noget helt bestemt.
Nemlig en markant stigning i antal meldinger om indbrud i private hjem, skriver DR.
Fra nytåret og frem til den 31. oktober har man i politikredsen modtaget 1.811 anmeldelser om netop den type forbrydelse.
Det er en større stigning fra samme periode sidste år, hvor antallet lød på 1.563.
»Vi har simpelthen mange flere indbrud, end vi har set tidligere,« forklarer efterforskningsleder Flemming Nørgaard hos Østjyllands Politi til DR, mens han i en pressemeddelelse onsdag morgen udtaler:
»Det er særligt bekymrende, når vi erfaringsmæssigt ved, at der kommer ekstra mange indbrud i juletiden.«
Ifølge efterforskningslederen er »antallet af indbrud vokset bekymrende meget«.
Af den grund kommer Østjyllands Politi med en bøn til borgerne om at ringe ind, hvis man ser noget mistænkeligt.
Eksempelvis mistænkelige personer og køretøjer.
»Når vi fanger en indbrudstyv på fersk gerning, så er det de fleste gange, fordi der har været en opmærksom nabo eller forbipasserende, der har opdaget noget mistænkeligt og skyndt sig at ringe til os,« forklarer Flemming Nørgaard i pressemeddelelsen:
»Vi har brug for borgernes hjælp og øjne, hvis vi skal have bremset udviklingen.«