I april lagde Marianne Fog Ballegaard en overvågningsvideo på Facebook af to indbrudstyve, som tømte familiens sommerhus i Vestjylland. Nu har Fyns Politi fanget tyveknægtene.

Det bekræfter Michael Liechtenstein, politikommissær ved Fyns Politi, over for bt.dk.

»Vi har identificeret de to indbrudstyve som to fynske mænd på henholdsvis 37 og 65 år. Det var dels på baggrund af billederne fra overvågningskameraet i sommerhuset, og dels på baggrund af henvendelser fra offentligheden efter offentliggørelsen af videoen,« forklarer Michael Liechtenstein.

Læs også: Marianne delte video af indbrudstyve: Nu strømmer det ind med tip

Dermed fik Marianne Fog Ballegaard og hendes mand skovlen under de to indbrudstyve, der i april måned tømte sommerhuset i Nr. Bork ved Ringkøbing Fjord for en stor del af inventaret.

De to fynske tyveknægte stjal blandt andet familiens elevationssenge, men de løb også med sengetøj og vasketøj samt flere spiritusflasker fra sommerhusets køkken. Tyvekosterne er nu tilbage hos deres rette ejermænd.

Delte overvågningsvideo

Sommerhuset var også udsat for indbrud i 2012, og efterfølgende installerede Marianne Fog Ballegaard og familien et diskret overvågningskamera i sommerhusets stue.

Læs også:

Det viste sig at være en god investering, for da de to indbrudstyve brød ind i sommerhuset, blev de videofilmet under hele seancen.

Overvågningsvideoen - der tydeligt afslørede indbrudstyvenes ansigt og fynske dialekt - gav Marianne Fog Ballegaard efterfølgende til Midt- og Vestjyllands Politi, men hun oprettede også en profil på Facebook for at dele overvågningsvideoerne med andre danskere i håb om at finde tyveknægtene.

Videoen blev på få dage delt over 56.000 gange, inden Marianne Fog Ballegaard fjernede videoen igen. Da strømmede det ind med henvendelser om, hvem de to indbrudstyve var - både til politiet og Marianne Fog Ballegaard selv.

Nemt opklaringsarbejde

Ved at dele overvågningsvideoen på Facebook gjorde Marianne Fog Ballegaard sig skyldig i brud på persondataloven, da private ikke må offentliggøre overvågningsbilleder.

Marianne Fog Ballegaard siger til BT, at hun er glad for at have delt videoen af de to tyveknægte. Også selvom det var ulovligt.

Se også: Betjentene kunne ikke holde latteren tilbage: Er det her verdens dummeste tyv?

»Jeg er sikker på, at indbruddet aldrig var blevet opklaret, hvis ikke jeg havde delt overvågningsvideoen på Facebook,« siger Marianne Fog Ballegaard.

Michael Liechtenstein, politikommissær hos Fyns Politi, erkender, at overvågningsvideoen og de mange tip fra offentligheden gjorde opklaringsarbejdet nemmere end normalt.

»Det er klart, at når der er skarpe overvågningsbilleder - endda med lyd på, hvor accenten er rimelig afslørende - så bliver efterforskningen noget lettere. Og så hjalp det også, at vi fik mange tip fra offentligheden,« siger han.

Er de to mænd kendt af politiet i forvejen?

Se også: Mariannes sommerhus blev tømt: Nu deles hendes video af tyven i tusindtal

»Vi kunne godt genkende dem, det kan jeg godt afsløre. Den ene af de to mænd er også sigtet for et andet forhold, men hvad det er, vil jeg ikke udtale mig om,« siger Michael Liechtenstein.

Da politiet først kom på sporet af de to indbrudstyve, gik opklaringsarbejdet hurtigt.

»Den 3. maj ransagede vi et kolonihavehus i Odense, der tilhører den 37-årige. Der finder vi faktisk langt hovedparten af tyvekosterne. Blandt andet de to elevationssenge og spiritusflasker. Vi finder sågar en pose med vasketøj, som de havde stjålet fra sommerhuset,« fortæller Michael Liechtenstein til bt.dk.

De to mænd har over for Fyns Politi erkendt at have begået indbruddet i Marianne Fog Ballegaards sommerhus. Derfor venter der dem nu et retsligt efterspil.

BT har tidligere i sagen talt med politiet om, hvorvidt det var lovligt at dele videoer af f.eks. indbrudstyve. Dengang lød svaret således:

»Politiets holdning er, at man ikke skal dele hvad som helst med alle mulige. Det fremgår også klart af persondataloven. Er det så rimeligt, at der render fremmede folk rundt i ens hus - nej, det er det ikke, men man skal ikke dele sådan noget her, for man kan risikere at krænke uskyldige personer. Politiet skal stå for efterforskningen, ikke private,« sagde politikommisær ved Midt- og Vestjyllands Politi, Bjarne Højgaard.