En massiv politiaktion er i gang i ferieparadiset Marbella, hvor en treårig britisk dreng er sporløst forsvundet, og mistanken er rettet mod hans egen mor.
Det skriver det britiske medie Mirror.
Det var drengens britiske far, der slog alarm, da han ikke kunne finde sin søn.
Kort efter rullede politiet en massiv eftersøgning ud, og de oplyser, at sagen behandles som en forældrebortførelse.

Spaniens indenrigsministerium har delt et billede af drengen, mens politiet leder efter både ham og hans russiske mor.
En kilde fortæller til mediet, at forældrene er separerede, og at en retskendelse forbød moren at tage drengen ud af Spanien, hvor de alle tre på nuværende tidspunkt bor.
Det er endnu uklart, om der er udstedt en international arrestordre på den unavngivne mor.
Ifølge lokale rapporter henvendte drengens far sig først til politiet 7. august, selvom han oplyser, at han sidst havde hørt fra sin søn 4. juli.
Politiet fortsætter jagten på drengen og hans mor, og myndighederne opfordrer alle, der har oplysninger, til straks at kontakte dem.

