6. august var ikke en god dag for polske Marcin Serus.

Her mistede han på noget usædvanlig vis sin elskede Honda Civic type R-bil.

Det skriver JydskeVestkysten.

Selv har Marcin Serus efterlyst bilen offentligt på sociale medier og i ugeaviser.

Den 6. august havde bilen været til salg i noget tid, da et par var forbi for at se nærmere på den.

Da Marcin Serus ikke havde mulighed for selv at køre en kort prøvetur med parret, gav han dem nøglerne med en klar aftale om, at de skulle vende tilbage efter cirka 15 minutter.

Det skete bare ikke.

»Vi havde en hyggelig snak, synes jeg. De fortalte, at de planlagde at få børn, og jeg sagde, at jeg har to autostole, som de kunne få med i købet. De virkede som gode folk, og jeg tænkte, at de mindede meget om mig og min kæreste,« siger Marcin Serus til mediet.

Sådan ser Marcin Serus' Civic ud. Han håber på hjælp til at finde den.
Sådan ser Marcin Serus' Civic ud. Han håber på hjælp til at finde den. Foto: Privatfoto
Vis mere

Det fik Marcin Serus til at kontakte politiet, som på få minutter fandt frem til den person, som kørte bort med bilen.

Politiet kunne dog ikke stille yderligere op, selv om manden var kendt af politiet i forvejen, forklarede de Marcin Serus.

Det fik den polske mand til selv at tage affære. Han kontaktede manden, der havde lånt bilen til en prøvetur, men uden held. Og så slog han efterlysninger op online, samtidig med, at han hyrede et privat detektivbureau.

Alt sammen uden held.

I et opslag om den savnede bil fra Marcin Serus kan man blandt andet læse følgende:

'Blå Civic type R stjålet d. 6. august. Sidste par uger er den blevet set i Odense, Esbjerg og et par andre steder,.'

Her beskrives bilen, som er blevet set af politiet i Odense for nogle uger siden, også:

'Maxton Design underlæbe og sideskjorte, fælge JapanRacing JR21 19'', en dyb ridse på venstre side af bagkofanger, gult tågelys.'

Sådan tager bilen sig ud bagfra.
Sådan tager bilen sig ud bagfra. Foto: Privatfoto
Vis mere

Marcin Serus vil meget gerne i kontakt med personer, der kan have set bilen.

Og han udlover derfor en dusør på 20.000 kroner, hvis folk kan hjælpe med at finde frem til bilen, som han vil sælge for at få råd til et hus med familien i hjemlandet Polen.

'Hvis du har set bilen, informér politiet om bilens placering. Hvis du kan blokere ham på vej eller på parkeringsplads, bare gør det, jeg vil betale eventuelle reparationer på din bil!!!' skriver Marcin Serus i en af sine efterlysninger af bilen.