Fra Tyrkiet, Dubai og Thailand ringede en ung kvinde op til både ældre og til foreninger rundt om i Danmark for at manipulere dem og få fat i deres penge.

Det tilstår hun mandag i et retsmøde i Københavns Byret.

Samlet løb det op i bedragerier for næsten 5,8 millioner kroner. Ofrene i sagen tabte 4 millioner kroner.

- Det er jeg superked af, siger den 21-årige kvinde med spag stemme, da hun bliver spurgt om sine overvejelser om konsekvenserne.

I telefonen var hun "Sofia Holm" eller "Lærke Kvist" fra Rigspolitiets IT-afdeling.

Typisk fik de ældre en alarmerende besked. En svindelsag var under efterforskning, og derfor var det nødvendigt at sikre de ældres kreditkort.

Derefter kom et bud og hentede kortene.

Under afhøringen omtaler den unge kvinde, der har langt blondt hår og er iført grå joggingbukser og en beige striktrøje, sine aktiviteter som et arbejde.

Jobbet fik hun, da en fyr havde tilbudt hende at komme ud at rejse og at tjene penge.

- Jeg tog lige et par uger til at tænke over det, forklarer hun.

Hun var beskæftiget af tre forskellige mænd. Da hun ringede op, havde hun et manuskript foran sig. Ved at tjekke Krak og 118 gik hun efter navne, som er typiske for ældre kvinder.

Kriminaliteten stoppede i april. Anholdelsen foregik i Københavns Lufthavn 11. april, da hun var ved at boarde et fly til Thailand. Hun havde været i Danmark for at hente medicin.

- Det er en yderst grov og kynisk sag, vi behandler i dag, siger anklager Eva Dal Jørgensen fra Københavns Politi.

Efter fradrag af en rabat for at tilstå bør straffen være ubetinget fængsel i to år og otte måneder, mener hun.

Forsvareren beder derimod om en mildere straf. Hun var ikke bagmand, lyder det blandt andet. Dommen afsiges på torsdag.

I Tyrkiet arbejdede hun i en villa i bjergene ved Alanya. Arbejdsdagen begyndte ved 12-tiden. Den kunne vare i et par timer eller indtil ud på aftenen.

Under sin første arbejdsgiver fik hun mellem 80.000 og 90.000 kroner om måneden. Det andet sted tjente hun cirka 50.000 kroner for et par ugers arbejde. Og i Thailand scorede hun mellem 100.000 og 150.000 kroner om måneden.

I tredje periode ændrede svindlen karakter. Kasserere i foreninger blev kontaktet og overtalt til at foretage store overførsler. En valgmenighed, et vandværk, en idrætsforening og andre blev ramt.

- Vi kunne typisk få flere penge ud end fra private, forklarer den 21-årige.

RITZAU