En mandlig svømmer er i nød ud for Hasle på Bornholm, og Forsvaret har mandag aften indstillet eftersøgningen. Manden er ikke fundet.

Forsvaret har ledt efter en mand med både redningsbåde og en helikopter, men man anser det for usandsynligt at finde svømmeren.

»Vi har indstillet eftersøgningen, redningshelikopter og både er sendt tilbage. Han er ikke fundet,« siger Julia Liberati, presserådgiver ved Forsvaret til B.T.

Manden er sidst set i havet ud for Klympen Strand i Hasle, hvor der klokken 15.34 blev slået alarm om en mulig drukneulykke, oplyser Forsvarets pressekontakt.

Området er afsøgt flere gange af Forsvarets redningshelikopter, både i området og folk på stranden, skriver Forsvaret på twitter.

Bornholms Politi har bekræftet overfor B.T. at en mand har været eftersøgt i havet mandag eftermiddag og aften.

»Vi har med en voksen mand at gøre, som under en badetur er kommet i problemer, og man leder efter ham,« fortæller vagthavende Jørn Grejs fra Bornholms Politi.

Læs mere på www.localeyes.dk.