Mandlig bilist testet for narko efter trafikulykke
Mandag aften kørte en mandlig bilist ind i et stengærde ved Moltkesvej nær Ruds Vedby.
Mandag aften kørte en mandlig bilist ind i et stengærde ved Moltkesvej nær Ruds Vedby.
En mand i 50'erne kørte mandag aften ind i et stengærde på Moltkesvej omkring en kilometer øst for den vestsjællandske by Ruds Vedby.
Manden blev efterfølgende kørt med ambulance til Slagelse Sygehus. Her blev han også testet for, om han havde narko i blodet.
Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
Manden var alene i bilen, og der skete ikke større personskade i forbindelse med uheldet, oplyser vagtchef Kim Skov.
Der blev også tilkaldt en helikopter, men den blev afmeldt, inden den nåede frem.
Moltkesvej er en sidevej til Sorøvej, som blev spærret i begge retninger mandag aften omkring klokken 20.17 efter ulykken.
Ifølge vagtchefen var der ikke tale om spirituskørsel, men det er endnu ikke afklaret, om han kørte narkopåvirket.
RITZAU