'Manden på den sorte cykel' truede Line foran hendes hjem: Så købte hun en overfaldsalarm
Flere kvinder har fortalt om møder med 'manden på den sorte cykel'. Line er én af dem, der søgte hjælp fra politiet, som kategoriserede sagen som livstrussel. Sidenhen har hun købt en overfaldsalarm.
Her er sløret billede af 'manden på den sorte cykel'. Han er i dag 26 år.
Politiet registrerede først sagen som 'trussel på livet'. Få uger senere blev den lukket.
Det frustrerer 39-årige Line, der to gange har haft ubehagelige møder med 'manden på den sorte cykel'.
B.T. har tidligere beskrevet flere kvinders ubehagelige møder med manden og afdækket, at han har flere alvorlige domme bag sig.
Selv møder Line manden en sensommernat i 2024. Hun er på vej hjem fra en bytur med sine veninder, da manden nærmer sig flokken af kvinder og henvender sig til Line.
Det før indtryk er, at han virker flink, men også en kende underlig og nærgående, synes hun.
Hun ender alligevel med at give ham sit nummer. Det skal hun hurtigt fortryde.
Dagen efter oversvømmes hendes mobil med sms'er og opkald fra manden. Det føles overvældende for Line, som blokerer mandens nummer.
Seks måneder senere er hun igen på vej hjem fra byen.
Men denne gang er hun helt alene.
»En fyr passer mig op på Nørrebro. Han siger, at jeg ser sød ud og spørger om, han må snakke med mig,« siger Line, som høfligt afviser manden.
Han tager dog ikke et nej for et nej og følger efter hende.
Mens manden følger efter hende, går det pludselig op for hende, hvem han er.
Det er den samme mand, som seks måneder tidligere ringede og skrev til hende igen og igen.
»Du har gjort det her før,« siger hun til ham.
»Nu slår det fuldstændig klik for ham,« fortæller hun.
Det er som om Line har trykket på en usynlig kontakt, der udløser en eksplosion af raseri.
»Han sviner mig til og kalder mig racistluder. Det er vildt ubehageligt, og jeg føler mig truet,« fortæller Line.
Til sidst står de foran hendes hoveddør. Line forsøger at komme væk, men ender presset op mod døren. På den anden side er trygheden, men hun kan ikke komme væk fra ham.
Langt om længe får hun sig kæmpet ind bag hoveddøren, og manden forsvinder.
Men skaden er sket. Hun føler sig utryg og bange.
»I første omgang havde jeg ikke overskud til at anmelde episoden til politiet, men efter et år melder jeg det til politiet, der kategoriserer sagen som 'trussel på livet',« fortæller Line.
Det bliver dog ikke den forløsning, hun havde håbet på.
Få uger efter modtaget hun et opkald fra en politibetjent, som har en nedslående besked:
»Sagen lever ikke op at være livstruende,« siger politibetjenten i røret. Sagen bliver lukket.
Sidenhen har hun set sig tvunget til at tage sagen i egen hånd og har købt sig en overfaldsalarm.
»Jeg ved, vi er mange, der har mødt den her mand. Det er absurd, det lov til at blive ved,« siger Line.
B.T. er bekendt med mandens identitet og har taget kontakt til ham. Han nægter, at han har krænket de mange kvinder og oplyser, at han slet ikke cykler på en sort, men grøn cykel. Han har dog ikke ønsket at svare på andre spørgsmål fra B.T.
B.T. har rakt ud til Københavns Politi og spurgt dem, hvordan 'manden på den sorte cykel' i så mange år har fået lov til at fortsætte sine chikaner. Man har dog kun ønsket at forholde sig meget generelt til problemstillingen - læs deres svar herunder:
Line er ikke kvindens rigtige navn. B.T. har tilladt flere af kvinderne at optræde anonymt i artiklerne, da de frygter for deres sikkerhed, hvis deres identitet kommer frem.