'Manden på den sorte cykel’: I årevis har én mand skabt frygt i de københavnske gader
Nogle har købt overfaldsalarmer - andre går rundt med falske pebersprays i tasken. Fælles for en stor gruppe kvinder er, at de er bange for at møde en 26-årig mand, der i årevis har chikaneret dem i de københavnske gader.
Her er sløret billede af 'manden på den sorte cykel'. Han er i dag 26 år.
Der er kvinder, der er blevet chikaneret af ham én gang, to gange, tre gange - ja selv fire gange.
Kvinder, der hver eneste dag frygter, at han igen kommer cyklende på sin sorte Kildemoes-cykel og ser dem.
Kvinder, der går rundt med selvindkøbte overfaldsalarmer og deodorantsprays for at kunne beskytte sig mod ham.
Og kvinder, der får akut hjertebanken og koldsved, når de hører seks specifikke ord:
»Må jeg spørge dig om noget?«.
For nøjagtigt sådan lyder den indgangsreplik, en 26-årig mand har brugt et ufatteligt antal gange de seneste i hvert fald otte år, mens han har prøvet at overtale tilfældige kvinder på gaden til at gå på date med ham.
Men ligeså uskyldigt spørgsmålet og missionen om en date synes at være, ligeså aggressiv, ubehagelig og i nogle tilfælde voldelig bliver manden, hvis kvinderne takker pænt nej.
Det fortæller mere end 15 kvinder, som B.T. har talt med. Hovedparten af dem har mødt manden flere gange og bliver panisk angste ved tanken om igen at møde den mand, som B.T. har valgt at navngive 'manden på den sorte cykel'.
Selv afviser han over for B.T. at have krænket de mange kvinder.
Alle kvinderne er dybt forundrede over, at manden nu i næsten et årti har kunnet skabe frygt hos så mange kvinder i den danske hovedstad, uden at han bliver stoppet.
Manden har nemlig ifølge kvinderne en 'usynlig kontakt', der kan blive tændt og slukket for.
Kontakten bliver tændt, når manden afvises af kvinderne, og forvandler ham til en »voldsomt ubehagelig og aggressiv« mand.
»De tre gange, jeg har mødt ham, har det været det samme. Først er han flink og rar, men når man understreger sit nej, bliver han helt anderledes. Så går han op i hovedet på en og kalder en for alverdens ting – hans øjne ændrer sig. Jeg er meget bange for ham,« siger en af de kvinder, der har mødt ham.
Fælles for alle kvindernes oplevelser er, at manden, der er af anden etnisk herkomst end dansk, beskylder dem for at være racister, når de takker nej til en date.
»Din racistluder,« har de fleste eksempelvis fået at vide.
Men flere gange har manden også været fysisk, fortæller kvinderne. En er blevet væltet af en cykel. En af blevet løftet rundt mod sin vilje. En er blevet revet i sit nakkehår.
Frygten har bredt sig så meget blandt en stor gruppe kvinder, at omkring 30 af dem nu har dannet et lille fælleskab, mødtes flere gange og er gået til politiet sammen.
Her er sløret billede af 'manden på den sorte cykel'. Han er i dag 26 år.
Men på trods af utallige anmeldelser over en årrække har en af kvinderne, som B.T. har talt med, senest mødt 'manden på den sorte cykel' i slutningen af maj i år.
Ifølge B.T.s oplysninger ligger der lige under 100 'sager' - primært anmeldelser om chikane og blufærdighedskrænkelse - på manden i politiets systemer.
»Vi er rystede over, at manden fortsat kan cykle rundt og chikanere så mange kvinder. Hvad skal der til for, at politiet stopper det? Skal han begå et overgreb? Slå en ihjel? Det er det, man tænker,« siger Maria, der har mødt manden fire gange, men som af hensyn til sit arbejds- og privatliv ikke ønsker at stå frem med sit rigtige navn og billede.
Hun mødte ham første gang i marts 2022, hvor han efter en kort snak – og dertilhørende afvisning fra Maria – spurgte, om hun var racist.
Maria har ikke ønsket at stå frem med sit rigtige navn eller billede, da hun fortsat er bange for 'manden på den sorte cykel'.
Siden har hun mødt ham tre gange tilfældigt på gaden – og for hver gang er frygten blevet større og større i Marias krop.
Ved det andet møde – et halvt år senere – kaldte han hende »racistluder«, »fucking luder« og »kælling«, ligesom han gik op i hovedet på Maria og trængte hende op mod en opgangsdør tæt på Rådhuspladsen.
Ved tredje møde blev hun svinet til, mens manden også kørte sin cykel ind foran Marias på cykelstien, så de var tæt på at køre sammen.
Men fjerde møde var alligevel det værste.
»Det er en hverdagsaften i 2023, da jeg går ved Rådhuspladsen. Pludselig kommer han cyklende forbi mig, kigger og siger: 'Må jeg spørge dig om noget?'. Og der lukker mit system fuldstændigt ned. Jeg bliver virkelig, virkelig bange,« siger Maria, der har anmeldt manden til politiet flere gange.
Men selvom hun beder manden om at lade hende være, følger han efter hende.
I et langsomt tempo cykler han rundt om Maria. Så cykler han op på fortovet foran hende. Så ned ad en sidegade. Så kommer han til syne igen.
Lidt ligesom en løve, der holder øje med sit bytte.
»Han forsvinder ned af en sidevej, så jeg tror, at jeg er i sikkerhed - og så dukker han pludselig op igen – det gør han mange gange. Jeg ringer til 112, og imens kigger han på mig med de klammeste øjne. På et tidspunkt siger en kvinde fra alarmcentralen, at hun har en patruljevogn i nærheden, og det gentager jeg højt. Der forsvinder han så heldigvis,« siger Maria.
'Manden på den sorte cykel' har fået en permanent plads i Marias sind – desværre.
Det betyder blandt andet, at hun tit har taget omveje for at komme hjem, og at hun ofte har frygtet at møde ham igen.
»Jeg synes, det er helt vanvittigt, at han har fået lov til det her i så mange år, og jeg er jo kommet frem til den konklusion, at der skal ske noget virkelig voldsomt, før man stopper ham. Det er grotesk,« siger Maria.
B.T. har rakt ud til Københavns Politi og spurgt dem, hvordan 'manden på den sorte cykel' i så mange år har fået lov til at fortsætte sine chikaner. Man har dog kun ønsket at forholde sig meget generelt til problemstillingen - læs deres svar herunder:
B.T. er bekendt med mandens identitet og har taget kontakt til ham. Han nægter, at han har krænket de mange kvinder og oplyser, at han slet ikke cykler på en sort, men grøn cykel. Han har dog ikke ønsket at svare på andre spørgsmål fra B.T.
B.T. har talt med en lang række kvinder, der har mødt 'manden på den sorte cykel' og som er bange for at blive chikaneret af ham igen. De kommende dage vil vi bringe flere artikler med deres oplevelser.