Torsdag 8. oktober stoppede en lille, rød Kia ved krydset Tagensvej / Hovmestervej i København.

Gennem et nedrullet vindue rettede en mand henvendelse til en fremmed kvinde, der gik på fortovet.

Vi kalder hende 'Pernille'.

»Undskyld, må jeg spørge dig om noget?,« lød det inde fra bilen.

Og så kom hans historie.

Manden fra bilen havde set kvinden i området, synes »hun så sød« ud og gjorde nu noget, han efter eget udsagn aldrig havde turdet før:

Tog kontakt til en kvinde ud af det blå.

Det paradoksale ved den historie er, at manden i virkeligheden nok er den i hele Danmark, der har antastet flest tilfældige kvinder det seneste årti.

Her er sløret billede af 'manden på den sorte cykel'. Han er i dag 26 år.

Den fremmede mand i bilen er nemlig identisk med den person, som B.T. i løbet af sommeren har navngivet 'Manden på den sorte cykel'.

En 26-årig mand, der i næsten ti år har chikaneret og intimideret hundredevis af kvinder i de københavnske gader. 

Han har sågar en dom for et voldtægtsforsøg af en kvinde, efter han havde antastet hende på åben gade.

B.T. har navngivet ham 'Manden på den sorte cykel', fordi hans fremgangsmåde gik igen i næsten alle tilfælde: Han kommer cyklende, stopper en kvinde og spørger om en date, men bliver så rasende, aggressiv og i nogle tilfælde fysisk, når de takker nej.

Ofte har han også beskyldt kvinderne for at være racistiske. 

Han blev efter de mange B.T.-artikler anholdt, sigtet og løsladt igen. Sagen har endnu ikke været for retten.

Nu viser det sig dog, at den 26-årige mand har ændret en smule på sin modus.

En håndfuld kvinder har nemlig henvendt sig til B.T. og oplyst, at de er blevet stoppet af manden, mens han sidder i en rød Kia.

Er du blevet antastet af manden på den sorte cykel? Så vil B.T. gerne tale med dig. Skriv en mail på sebj@bt.dk - alle henvendelser behandles fortroligt.

Pernille, der blev stoppet i krydset Tagensvej / Hovmestervej, fandt først ud af, at det var ham senere samme dag

»Jeg ringede til min veninde og fortalte, at jeg var blevet inviteret på date, men da jeg beskrev hændelsen, sendte hun mig et link til en af jeres artikler. Da jeg kort efter så et usløret billede af ham, kunne jeg se, at det var ham,« siger Pernille og fortsætter:

»Jeg havde givet ham mit nummer, så jeg blokerede ham med det samme, men det satte en enorm frygt i mig, og jeg var næsten ikke ude af min lejlighed i flere dage. Tanken om, at han har mit nummer, er virkelig ikke rar.«

En anden kvinde, der også ønsker at være anonym, men som vi har kaldt 'Laura', mødte ham i september, da hun gik ud af en tankstation i Vanløse.

Manden holdt parkeret i sin røde bil foran tanken og rullede vinduet ned, da kvinden trådte ud af de automatiske døre.

»Jeg har set dig i området mange gange, når jeg løber. Jeg besluttede mig for at bede om dit nummer næste gang, jeg så dig,« sagde han til hende. 

Manden parkerede herefter sin bil og steg ud. 

»Synes du ikke, det er modigt af sådan en mand som mig med mørkt hår?,« spurgte han.

Da Pernille kort efter fumlede med sin telefon i lommen, ændrede samtalen pludselig karakter.

»Det reagerer han på og spørger, om jeg skal til at dokumentere noget. Om det er, fordi han er mørk? Om jeg er klar over hvor hårdt det er at være indvandrer,« fortæller Laura.

Da hun som reaktion grinede nervøst, blev den 26-årige mand decideret aggressiv.

»Han råber ad mig: 'Det er fucking hårdt at være indvandrer i Danmark!' Og så går jeg væk fra ham,« fortæller hun.

B.T. har foruden de to beskrevne episoder også modtaget en håndfuld andre henvendelser fra kvinder, der er blevet antastet af manden fra den røde bil.

Vi har desuden rakt ud til den 26-årige mand, men han er ikke vendt tilbage.