Den 41-årige Alf Villum Jensen, der i sidste uge blev dræbt om bord på en kutter langt ude i Nordsøen, havde bange anelser, inden han sejlede af sted med en besætning på fem andre mænd, som han aldrig havde mødt før.

Det indtryk var hans samlever, Louise Villum Jensen, slet ikke i tvivl om, da han fem gange på to timer ringede hjem, inden kutteren torsdag 26. januar stævnede ud fra havnen i Thyborøn på det, som skulle blive den sidste tur for Alf.

»Han havde aldrig mødt den besætning før, men han sagde, at de havde fortalt ham, at de i det sidste år aldrig havde haft en ny mand, som havde holdt over 14 dage,« fortæller den efterladte Louise Villum Jensen i et interview med Dagbladet Ringkøbing-Skjern.

Hun fik derfor også med det samme en dårlig mavefornemmelse, da en politibil med to betjente mandag 30. januar trillede ind på gårdspladsen ved hjemmet nær Nørre Nebel for at underrette om dødsfaldet, som politiet på det tidspunkt ikke med sikkerhed vidste i virkeligheden var et drab.

For den mandag morgen klokken 05.12 havde politiet modtaget et opkald fra kutteren Inger Katrine, der befandt sig omkring 60 sømil vest for Thyborøn.

Her lød det, at ét af de seks medlemmer var livløs, og da vinden var for strid til at returnere til havnen, bad de om en såkaldt passagerevakuering.

En redningshelikopter fik evakueret den døde mand, men selvom politiet fandt dødsfaldet mistænkeligt, var det ikke muligt at få besætningen på land eller politi ned på kutteren.

Derfor forblev de fem besætningsmedlemmer, der siden er blevet sigtet for drab og varetægtsfængslet i et grundlovsforhør, helt frem til onsdag aften om bord på det, som politiet og kriminalteknikerne betragter som et gerningssted.

Imens kunne politiet få obduceret liget og efterforsket sagen, mens vejret gradvist lagde sig.

Og da det var muligt for kutteren igen at lægge til kaj i Thyborøn Havn, stod politiet klar med en sigtelse, så de fem besætningsmedlemmer kunne anholdes onsdag aften klokken 22.50.

Ifølge politiet er det nemlig slag og kvælning, der sendte Alf Villum Jensen i døden, og derfor blev alle fem mænd i alderen 28 til 41 år varetægtsfængslet for foreløbig fire uger ved grundlovsforhøret i Holstebro torsdag aften. Alle nægter sig skyldige.

I sigtelsen lød det også, at manden blandt andet havde brækket en ryghvirvel, ligesom han havde tydelige mærker efter kvælning.

Og for den dræbtes samlever er der nu midt i den overvældende sorg et stort ønske, som trænger sig på i forhold til de fem fængslede besætningsmedlemmer og medarbejdere hos politiet og retsvæsenet:

»De skal finde ud af, hvad der er sket, ellers får jeg aldrig fred. De skal fortælle mig, hvorfor de har gjort det. Det er jeg simpelthen nødt til at vide,« beder Louise Villum Jensen ifølge Dagbladet Ringkøbing-Skjern.