Mand kendes ved Retten i Glostrup skyldig i vold og gentagne voldtægter begået mod hans pakistanske hustru.

Knytnæveslag, spark, talrige voldtægter og psykisk vold.

En i dag 28-årig kvinde fra Pakistan var i næsten fem år - fra 2013 til 2018 - offer for tilbagevendende krænkelser begået af sin daværende mand.

Det finder Retten i Glostrup, som fredag formiddag har fundet manden skyldig i årelang mishandling og gentagne voldtægter.

Manden, der i dag er 26 år, var tiltalt for at have udøvet vold mod sin hustru ved at udsætte hende for slag og spark mod maven og ansigtet.

Han indskrænkede desuden hendes frihed ved at nægte hende at gå på internettet eller foretage opkald uden tilladelse og opsyn.

Hun måtte heller ikke gå ud alene eller tale med andre alene.

Alt sammen noget, som anklagemyndigheden har beskrevet som psykisk vold.

Desuden var manden tiltalt for at igen og igen at have voldtaget sin kone - herunder at have tvunget hende til oral- og analsex.

Kvindens forklaring lægges til grund for rettens afgørelse.

/ritzau/