En 61-årig morsingbo er ved Retten i Holstebro blevet dømt for at have voldtaget en mandlig kollega, der ikke kunne gøre modstand.
Overgrebet fandt sted i december 2023 efter en julefrokost med kollegaer fra en institution på Mors.
Den 61-årige er blevet idømt seks måneder ubetinget fængsel for voldtægten.
Det skriver Midt- og Vestjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Her fremgår, at offeret skulle være en 34-årig mand.
Sammen med den nu dømte 61-årige mand skulle han overnatte hos en tredje kollega. Det var her, at voldtægten fandt sted.
»Det kan være rigtig grænseoverskridende at anmelde sig voldtaget, måske særligt for en mand, men dommen i dag viser tydeligt, at man hverken som mand eller kvinde skal acceptere overgreb, og jeg er tilfreds med, at retten har fulgt anklagemyndighedens påstand og idømt den tiltalte en længere, ubetinget fængselsstraf,« siger senioranklager Iben Ernst Bøttker ved Midt- og Vestjyllands Politi i pressemeddelelsen.
I dommen lyder det, at den 61-årige mand blev fundet skyldig i voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje ved at have udnyttet, at den 34-årige mandlige kollega ikke kunne gøre modstand, fordi han var beruset og sov.
Den 61-årige havde trukket bukserne af kollegaen og suttet på hans lem.
Den 61-årige mand har under hele sagen nægtet sig skyldig og udbad sig 14 dages betænkningstid i forhold til, om han ønsker at anke dommen.