En 26-årig mand fra København straffes med fængsel i fire år og seks måneder og udvises for bestandigt for at have krænket to unge piger seksuelt en nat på Tivoli Hotel i København.

Dommen er faldet fredag eftermiddag ved Københavns Byret.

Manden, som har somaliske rødder, er fundet skyldig i at have brugt sin fysiske og psykiske overlegenhed til at have samleje og oralsex med pigerne, som var 11 og 14 år.

På en café på Christiania havde han mødt pigerne, og de aftalte at tage på hotel. Her drak de alkohol, sniffede kokain og røg joints ud af vinduet, før han havde sex med de mindreårige i sengen og på badeværelsesgulvet.

I retten har den unge mand fortalt, at han ikke vidste, at pigerne var mindreårige, for de var frembrusende og klædte sig som voksne. Men de seks nævninger og tre dommere har vurderet, at han måtte have vidst, at de var yngre end 15 år.

Som toårig kom den nu 26-årig mand med sin familie til Danmark som kvoteflygtning fra Somalia.

Sagen ankes med påstand om frifindelse, lød det fra forsvareren i retten.

/ritzau/