Østjyllands Politi søger vidner til et overfald, der tilsyneladende var helt umotiveret.

En 26-årig mand var søndag ved midnatstid på vej hjem fra en fest i Aarhus, da det gik helt galt.

Det oplyser Østjyllands Politi i sin døgnrapport.

Da manden gik i Mejlgade, blev han kontaktet af nogle personer i en mørk BMW stationcar, der kom kørende ad Rosengade.

Til politiet har den 26-årige mand fortalt, at bilens chauffør sagde noget i stil med: »Skal du have et lift?«

Tilbuddet om et lift afviste den 26-årige mand.

'Bilen kørte derefter op ad Mejlgade og op på siden af den 26-årige mand, hvorefter føreren rullede vinduet ned, stak armen ud og sprayede den 26-årige i ansigtet med noget spraymaling,' skriver Østjyllands Politi i døgnrapporten.

Den 26-årige råbte derefter:

»Jeg vil bare hjem,« hvorefter han fortsatte med at gå.

Han kunne dog høre, at bilen bremsede op, og flere bildøre blev åbnet. Kort efter kom en person bagfra og tog fat i den 26-åriges hår og hev ham ned på fortovet, som han ramte med ansigtet først.

Efterfølgende kom en mand hen og sparkede ham i ansigtet og i brystet, hvorefter de tre mænd igen satte sig ind i bilen og med høj fart kørte fra stedet ad Mejlgade og drejede til venstre ad Graven i vestlig retning.

Politiet leder nu efter vidner, der så overfaldet.

Hvis du så bilen eller de tre personer, bedes du ringe til politiet på 114.