Mand truede kvindelig betjent: 'Du skal kigge dig over skulderen'
På tankstationen Circle K eskalerede situationen fuldstændig.

På tankstationen Circle K eskalerede situationen fuldstændig.

En situation ved en tankstation i Herning udviklede på dramatisk vis.
Fredag fremstilles en 55-årig mand nemlig i et grundlovsforhør i Retten i Herning, efter at han torsdag truede en kvindelig betjent.
Det skriver TV Midtvest.
Centrum for hele sagen er tankstationen Circle K i den midtjyske by.
Her skubbede manden en ansat og kastede også noget efter vedkommende.
Efterfølgende ankom politiet til stedet. Og så eskalerede situationen yderligere.
Den 55-årige råbte nemlig flere ting efter den kvindelige betjent.
»Han kaldte hende luder og møgkælling, og han truede ved at sige ting som, 'du graver din egen grav', 'jeg får ram på dig' og 'du skal kigge dig over skulderen',« siger Anders Ottesen fra lokalpolitiet i Herning, ifølge TV Midtvest.
Manden sigtes for en række forhold, både trusler, fornærmelig tiltale mod tjenestemand og tyveri, da manden forinden havde stjålet to øl i en butik.
Retten skal nu afgøre, om manden skal varetægtsfængsles.