En 30-årig mand er fredag ved Retten i Roskilde blevet idømt otte måneders fængsel for to røverier, samme dag som han blev anholdt.
Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse.
Om aftenen 10. november blev en kvinde på en parkeringsplads ved Ølby Center truet med en pistollignende genstand af en mand.
Manden bad hende sætte sig ind i sin bil sammen med ham og fik hende til at køre til en hæveautomat, hvor hun hævede kontanter til ham.
Efterfølgende blev hun tvunget til at køre hjem til sig selv for at hente flere penge til manden.
Her lykkedes det kvinden at slippe væk og alarmere politiet.
Kort tid efter fik politiet endnu en anmeldelse om, at en anden kvinde i området ved Ølby Center var blevet frarøvet sin bil af en mand, der havde truet med en pistollignende genstand.
Dagen efter blev bilen fundet i Tingerup Tykke Skov nær Rønnede.
Fredag er manden blevet anholdt, og i den forbindelse blev der fundet en hardball-pistol, som politiet formoder, at han har brugt ved røverierne.
Senere fredag valgte manden i Retten i Roskilde at tilstå røverierne og forklare, at han havde brug for penge.
På den måde kunne sagen afgøres med en straksdom på otte måneders fængsel, som manden valgte at modtage.
- En hurtig og effektiv efterforskning, hvor flere afdelinger i politikredsen har bidraget, førte til, at vi kunne anholde den mistænkte, siger politikommissær Liza Pallesen fra Midt- og Vestsjællands Politi i pressemeddelelsen.
- Vi fik undervejs i sagen mistanke til den pågældende, og den mistanke var fredag så godt underbygget, at vi valgte at anholde manden.
/ritzau/
