Natten til mandag fik to kvinder på henholdsvis 20 og 24 år sig noget af en ubehagelig oplevelse.

Omkring klokken 02.00 - da de var på vej hjem i bil - gjorde de holdt ved Q8 på Randersvej i Aarhus.

Her blev de passet op af fire mænd, der spurgte, om de ikke ville med dem videre.

Kvinderne kendte ikke de fire mænd, og derfor afslog de. Deres afvisning faldt dog ikke i god jord.

Selvom de to kvinder ventede med at køre fra tanken, til mændene var kørt derfra, skulle det nemlig vise sig, at de ikke kunne undslippe situationen helt så let.

Kort efter blev de opmærksomme på, at en bil fulgte efter dem - i bilen sad de fire mænd.

Bilen kørte ind foran dem på en tilkørselsrampe ved Djurslandsmotorvejen og fik dem til at standse.

Den 24-årige kvinde, der var passager i bilen, rullede på høflig vis vinduet ned. Herefter tømte én af mændene en pulverslukker ind i kvindernes bil.

Det var på denne Q8 på Randersvej i Aarhus, at de to kvinder blev kontaktet af fire mænd.
Det var på denne Q8 på Randersvej i Aarhus, at de to kvinder blev kontaktet af fire mænd. Foto: Google streetview
Vis mere

Manden beskrives som værende østafrikansk af udseende, 20-25 år gammel, 175 centimeter og almindelig af kropsbygning

Han var iført en hvid t-shirt og grå joggingbukser, talte dansk og kørte i en sølvgrå stationcar. Formentlig en Audi.

Østjyllands Politi vil gerne høre fra eventuelle vidner, der har set den omtalte bil og de fire mænd ved Q8 eller i området ved Randersvej.

Har du oplysninger, der kan hjælpe politiet i deres efterforskning, bedes du kontakte dem på 114.