En kvinde i Nordvestsjælland fik i årevis på ingen måde lov til at sove igennem, når hendes mand havde lyst til sex.

I årevis blev hun jævnligt – i perioder ugentligt – vækket af sin søvn ved, at manden var trængt op i hende, mens hun som følge af søvn befandt sig i en tilstand, hvor hun var ude af stand til at sige nej og først kunne afbryde samlejerne, når hun vågnede.

I mindst seks tilfælde var hun dog ifølge en aktuel tiltale mod manden ude at stand til at modsætte sig voldtægterne, fordi manden efter politiets opfattelse i det skjulte havde hældt sovemedicin i sin kones drikkevarer inden sengetid, så hun mistede bevidstheden.

Det fremgår af anklageskriftet i sagen, som B.T. har fået aktindsigt i. Her er den midaldrende mand tiltalt for voldtægter mod den daværende kone i perioden fra 2013 til 2021.

Samtidig er manden også tiltalt for sidste år at have voldtaget to andre kvinder, som han på tilsvarende måde forinden havde bedøvet ved at blande sovemedicin i deres vin og drinks.

Den ene kvinde blev ifølge tiltalen udsat for to seksuelle overgreb i sommeren 2021 med omkring en måneds mellemrum efter at være blevet bedøvet i mandens hus.

I det første tilfælde vågnede hun kortvarigt ved, at den nu tiltalte havde sat en vibrator mod hendes kønsdele uden på hendes trusser, hvorefter hun igen mistede bevidstheden.

Og i det andet tilfælde vågnede hun igen kortvarigt, mens manden uden hendes samtykke havde analt samleje med hende samtidig med, at han holdt hende fast, selv om hun forsøgte at skubbe ham væk. Også her mistede hun kort efter igen bevidstheden som følge af bedøvelsen med sovemedicin.

Også den tredje kvinde, der er omtalt i anklageskriftet, nåede at vågne kortvarigt, efter at hun var blevet bedøvet med et foreløbig ukendt søvnfremkaldende stof i sin vin. Pludselig fandt hun sig selv liggende helt afklædt, mens den midaldrende mand havde samleje med hende uden hendes samtykke, inden hun igen døsede hen. Næste morgen kunne hun ifølge anklageskriftet konstatere, at hun også var blevet udsat for anal voldtægt i løbet af natten.

Når sagen i næste uge kommer for et nævningeting ved retten i Holbæk, vil anklagemyndigheden hos Midt- og Vestsjællands Politi udover en længerevarende fængselsstraf til manden på mindst fire års fængsel også nedlægge påstand om, at der bliver konfiskeret en mobiltelefon og en tablet fra ham.

Det har forud for retssagen ikke været muligt at få oplyst, hvilken rolle de elektroniske instrumenter efter politiets opfattelse har spillet i sagen. Manden nægter sig skyldig.