Mand tiltalt for voldtægt, frihedsberøvelse og grov vold: 'Din eneste anden udvej er en kiste'
En 34-årig mand er tiltalt for blandt andet voldtægt, grov vold, trusler og psykisk vold mod en kvinde i Odense

En 34-årig mand er tiltalt for blandt andet voldtægt, grov vold, trusler og psykisk vold mod en kvinde i Odense

I et tilfælde trak han hende ifølge politiet rundt i håndjern, tog kvælertag og slog hende med knytnæver i hovedet.
I et andet tilfælde skulle han have taget sin bils cigaretholder og holdt så længe på kvindens arm, at der kom et brændemærke.
Sådan lyder to ud af utallige forhold, som en 34-årig mand er tiltalt for at have udsat sin daværende kæreste for flere steder i Odense i 2022 og 2023.
I anklageskriftet, som B.T. er i besiddelse af, fremgår det ligeledes, at han skulle have hevet trusserne af kæresten, givet hende håndjern på og udsat hende for en voldtægt.
I et andet tilfælde mener politiet, at manden en sen aften i januar 2023 tog kvælertag på kæresten, tog en ledning rundt om hendes hals og slog og sparkede hende igennem cirka fire timer.
Den 34-årige mand, der bærer et navn med østeuropæisk klang, er også tiltalt for at have truet kæresten og udsat hende for psykisk vold.
Den ene hændelse skete en nattetime i januar 2023, da manden uberettiget låste sig ind i kærestens lejlighed og pludselig befandt sig i hendes soveværelse.
Her sagde han ifølge politiet til hende, at »han ville kunne nå hende uanset, hvor hun var henne.«
I et andet tilfælde skulle han have udtalt »din eneste anden udvej er en kiste«.
Anklagemyndigheden vil have idømt den 34-årige mand en fængselsstraf, ligesom man også har en påstand om udvisning.