En 27-årig mand er tiltalt for at have forsøgt at dræbe syv personer, som boede i en lejlighed i det vestlige Aarhus natten til 29. august 2024.
Ifølge anklageskriftet, som Ritzau har fået aktindsigt i, kom manden via en altan ind i lejligheden klokken 04.14 om natten.
I stuen placerede han et fyrværkeribatteri med mindst 24 skud, som han antændte, hvorefter lejligheden brød i brand.
Alle nåede ud.
Men lejligheden på Fjældevænget fik store skader, oplyste Østjyllands Politi i sin døgnrapport samme dag. Samtidig søgte man vidner til branden, som man også dengang betragtede som påsat.
Seks nætter senere skete endnu en ildebrand.
Klokken fire om natten blev der hældt brændbar væske på entredøren til en lejlighed, hvilket blev antændt ved brug af blandt andet fyrværkeri, står der i anklageskriftet.
Ifølge anklagemyndigheden havde han også her til hensigt at dræbe beboerne. Der var tale om tre personer, som nåede at flygte fra den brændende lejlighed.
På grund af anonymisering af anklageskriftet er det uvist, om nogle af de tre personer ved den anden ildebrand er de samme, som var ofre for den første brand.
Anklagemyndigheden har også rejst en subsidiær tiltale efter straffelovens paragraf 180.
Det betyder, at anklageren mener, at den tiltalte skal dømmes for med brandstiftelsen at have sat andres liv i fare, hvis ikke han kan dømmes for drabsforsøg.
Den 27-årige erkender at have påsat ildebrandene, men han nægter at have haft til hensigt at gøre skade på nogen. Det fortæller hans forsvarsadvokat, Claus Bonnez.
Anklageskriftet indeholder desuden anklager om hærværk, tyveri, trusler og vold.
Retssagen indledes 2. marts som en nævningesag i Retten i Aarhus. Anklagemyndigheden går efter en anbringelsesdom på psykiatrisk afdeling på ubestemt tid.
/ritzau/
