En mand på 20 år er tiltalt for både overgreb på og krænkelser af en 14-årig pige ved Hjallerup Marked i juni.

Det skriver TV 2 Nord.

Ifølge anklageskriftet fandt overgrebene sted 2. juni omkring klokken 22.

Her er den 20-årige mand tiltalt for blufærdighedskrænkelse mod pigen ved at have kysset hende på hals, kinder og mund ved et af markedsteltene.

Og hun skulle tilsyneladende ikke have nogen mulighed for at sige nej til mandens kys.

Den 20-årige er nemlig også tiltalt for ulovlig tvang over for den 14-årige pige ved at have taget hendes telefon fra hende, vredet hendes arm om på ryggen og taget hende i nakken, hvorefter han førte hende ind i markedsteltet.

Som kulmination på det hele er den 20-årige mand tiltalt for i en bod på markedspladsen at have krænket pigen seksuelt ved at have befølt hende i skridtet og på brysterne, skriver TV 2 Nord.