En 39-årig er tiltalt for at have sendt flere bombetrusler.

»Der er to bomber i flyet, én i en sort kuffert og én i en rød kuffert, som tilhører en svensk mand, flyet er på vej til Malta, i lufthavnen er der også en bombe spændt fast til et sæde.«

Sådan lød en af beskederne, der blev sendt til Københavns Lufthavn 4. januar 2022.

Det fremgår af anklageskriftet mod manden, som B.T. har fået aktindsigt i.

Nu har Østjyllands Politi rejst tiltale mod en 39-årig mand fra Nordjylland, som, de mener, står bag bombetruslerne, der blev sendt over e-mail og Facebook.

Fredag sidder nordjyden på anklagebænken ved Retten i Randers, hvor han tiltalt for syv forhold om grove trusler, vold og tyverier.

Tre af de syv forhold drejer sig om bombetrusler.

Ifølge anklageskriftet sendte manden den første trussel 21. november 2019.

»Der ligger en bombe på et fly på et toilet på vej til Spanien,« lød det angiveligt i truslen.

Beskeden fik ifølge politiet personalet til at frygte for deres egne og passagernes liv.

I anklageskriftet står der videre, at manden sendte endnu en bombetrussel til et bibliotek 10. maj 2022.

De andre forhold i sigtelsen drejer sig om vold og trusler mod ansatte på dagsbeskæftigelsestilbuddet Gårdene i Randers. Her skulle manden have slået to ansatte med både flad og knyttet hånd samt have truet de ansatte.

»Jeg skyder dig med en pistol,« lød det angiveligt fra ham ved et af overfaldene.

Manden er desuden tiltalt for at have stjålet en Coca-Cola fra Plantorama og noget slik fra Lidl.

Der forventes dom i sagen fredag.