På en boldbane i Kastrup overdrog en 26-årig mand en septemberaften sidste år en pose med en pistol til en norsk mand.
Tre kvarter senere befandt den bevæbnede nordmand sig på Holmbladsgade på Amager. Her affyrede han flere skud mod en yngre mand, som blev ramt i brystet.
Projektilet ramte flere indre organer og satte sig fast i rygmarven. Derfor er den unge mand nu lam fra livet og ned.
Mandag erkendte den 26-årige Jibreel Yunus Sivori Nielsen, at han 22. september overleverede pistolen, og at han medvirkede til drabsforsøg. Det oplyser specialanklager Andreas Christensen.
Han procederede for en straf på ti års fængsel, hvilket dommeren i Københavns Byret fulgte. Jibreel Yunus Sivori Nielsen tog derefter forbehold for at anke straffen.
Ifølge anklageren forklarede den 26-årige i retsmødet, at han overleverede pistolen, fordi han var blevet bedt om det. Han erkendte også, at han indså muligheden for, at nogen kunne blive dræbt af den norske mand.
Han nægtede dog at have udpeget gerningsstedet og nægtede at have givet instrukser om at skyde i hovedet. Derfor blev han ikke dømt for det.
Den 36-årige nordmand ventes også at tilstå, når hans sag kommer for retten i februar.
Han er foruden drabsforsøget i Holmbladsgade sigtet for at have forsøgt at skyde og dræbe en mand ved en kiosk på Guldstjernevej i Nordvestkvarteret i København.
Det fandt sted nogle timer før skyderiet i Holmbladsgade. Ved kiosken blev der dog ikke affyret skud, da revolveren havde en funktionsfejl, fremgår det af sigtelsen.
Da den yngre mand lidt senere blev skudt på Holmbladsgade, meldte politiet efterfølgende ud, at der angiveligt var tale om et skudattentat i bandemiljøet.
Holmbladsgade på Amager er kendt som et område, hvor medlemmer af den forbudte bande Loyal To Familia hører til.
Men det vides ikke, om skyderiet relaterede sig til banden.
På mandagens retsmøde kom der heller ikke noget frem om motivet, eller hvorfor nogen ville dræbe offeret.
/ritzau/
