En 46-årig mand fra København ligger i øjeblikket på intensiv efter at han er blevet udsat for et voldsomt overfald i et kolonihavehus i Køge.

»Det er en ret grov sag. Manden er blevet overfaldet med et eller andet stumpt og også noget skarpt, med primært skader i hovedet til følge, siger pressetalsmand for Midt- og Vestsjællands Politi, Martin Bjerregaard, til Sjællandske.

Den 46-årige mand var ukontaktbar, da en bekendt mandag eftermiddag fandt ham på stuegulvet i et kolonihavehus i haveforeningen Den Permanente i Køge.

Kolonihavehuset bar præg af, at de havde været oppe at slås. Det er uvist, hvor længe, han havde ligget der.

Den 46-årige mand havde både snitsår og alvorlige kvæstelser i hovedet.

En 33-årig mand er fredag blevet varetægtsfængslet i sagen frem til 3. januar. Han er sigtet for grov vold.

Han har delvist erkendt, at han i et slagsmål har slået offeret i forbindelse med at de to mænd havde drukket sammen. De to blev uenige om en kvinde, som de begge kender, har den 33-årige forklaret.

Offerets tilstand er stadig så kritisk, at det ikke har været muligt for politiet at afhøre ham.