En 28-årig mand er natten til onsdag afgået ved døden, efter at han tirsdag aften blev stukket i maven med en kniv på Fyn.

Det oplyser Fyns Politi tidligt onsdag morgen.

»Det er nu op til efterforskningen at afgøre, om der er tale om en drabssag,« siger vagtchef Milan Holck Nielsen.

Knivstikkeriet skete på Nørregade i Munkebo nordøst for Odense. Den tilskadekomne blev bragt på hospitalet i kritisk tilstand.

»Han ligger på operationsbordet. Det ser alvorligt ud,« sagde vagtchef Peter Vestergaard kort før klokken 21 tirsdag aften.

Vagtchefen kunne ikke sige noget om motivet, eller hvad der gik forud for knivstikkeriet, der blev anmeldt klokken 18.20.

Kort efter midnat til onsdag oplyste Fyns Politi, at to personer er anholdt i sagen.

»Efterforskningen pågår, og derfor kan jeg ikke oplyse yderligere om de to personer,« sagde vagtchef Milan Holck Nielsen.

/ritzau/