En 34-årig mand er blevet stukket ned natten til lørdag i Aalborg.
Politiet fik anmeldelsen kort før kl. 03 fra en lejlighed i bydelen Vejgaard.
»Der opstod uenighed blandt personerne i lejligheden,« siger politikommissær Carsten Straszek fra Nordjyllands Politi til Nordjyske.
Den 34-årige mand blev indlagt på hospitalet, men politiet melder, at han ikke har været i livsfare.
Imens anholdt Nordjyllands Politi ifølge Nordjyske en 25-årig mand, der stadig befandt sig i lejligheden. Han bliver fremstillet i grundlovsforhør lørdag eftermiddag.
En mindre kniv, der formodes at være blevet brugt til overfaldet, blev også fundet.