Sent torsdag aften er en 29-årig mand blevet stukket med kniv i Roskilde.

Det fortæller vagtchefen hos Midt- og Vestsjællands Politi til B.T.

»Offeret er overført til Rigshospitalets traumeafsnit. Han har modtaget flere knivstik, og et at stikkene sidder i brystet,« siger vagtchef Lars Galasz og tilføjer, at anmeldelsen indløb klokken 22.47.

Ifølge politiet var den 29-årige mand sammen med sin hustru ude at lufte sin hund, da de senere gerningsmænd i høj fart kom kørende forbi på en knallert. Det skete på Astersvej.

Manden påtalte den voldsomme kørsel, og af den grund opstod der en diskussion mellem parterne, som altså udviklede sig til et knivoverfald på den 29-årige mand.

Hans hustru kom ikke til skade.

Efterfølgende flygtede gerningsmændene på knallerten.

Midt og Vestsjællands Politi oplyser til B.T. fredag morgen, at den 29-årige mand i løbet af natten er blevet opereret – og at han kan betragtes som værende uden for livsfare.

Politiet er i gang med en efterforskning på Astervej i Roskilde.
Politiet er i gang med en efterforskning på Astervej i Roskilde. Foto: Presse-fotos.dk
Vis mere


Gerningsmændene er endnu ikke blevet pågrebet.

»Vi har torsdag aften lagt en massiv indsats, og den fortsætter fredag. Vi er meget fortrøstningsfulde i forhold til at finde frem til dem,« siger vagtchef Lars Galasz

Gerningsmændene beskrives som værende '20-årige udlændinge'.

Fredag aften melder vagtchefen hos Midt- og Vestsjællands Politi, at man fortsat ikke har anholdt nogen i sagen, og at offerets tilstand fortsat er, at han er uden for livsfare.

Politiet efterlyser vidner til overfaldet, og de kan henvende sig på telefon 114.