En helt almindelig søndagsvagt udviklede sig pludseligt til et mareridt, da en mand iført hue og tørklæde foran ansigtet kom på uventet besøg.
En 40-årig tankstationsmedarbejder i Tarp, blot 15 kilometer syd for den dansk-tyske grænse, blev nemlig søndag aften stukket i maven under et voldsomt røveri.
Den maskerede gerningsmanden er fortsat på fri fod — og politiet efterlyser nu vidner.
Det skriver Flensborg Politi i en pressemeddelelse.
Ifølge Flensborg Politi kom gerningsmanden ind i butikken omkring klokken 22 og truede medarbejderen med en kniv. Da tyven bevægede sig om bag disken, opstod der tumult, og kvinden blev ramt af et knivstik i maven.
Hun blev kørt til hospitalet i Flensborg, hvor hendes tilstand beskrives som stabil.
Røveren slap væk med mere end 1.000 euro - svarende til 7.465 kroner - i kontanter.
Flensborg Politi arbejder fortsat på sagen og opfordrer alle, der befandt sig i området søndag aften, til at henvende sig med oplysninger.
Gerningsmanden beskrives som 170–175 cm høj og slank af bygning. Han var iført helt sort tøj, bar hue og tørklæde foran munden.
