En 34-årig mand blev mandag aften skudt ned i Saxogade på Vesterbro i København. Manden blev ramt med en kugle i brystet fra et våben, der blev affyret fra kort afstand. Hans tilstand er meget kritisk.

Efter hvad Bt.dk. erfarer sent mandag aften, er der tale om en mand af anden etnisk oprindelse end dansk.

- Han er på operationsbordet nu, men ellers ved vi ikke noget om hans tilstand, siger den centrale vagtleder til bt.dk. lidt over midnat.

Vidner oplyser overfor Bt.dk. at de pludseligt hørte flere store knald ved 21.30 tiden. De løb hen til stedet, og så manden liggende på jorden. De forsøgte at give førstehjælp samtidig med, at de alarmerede redningstjenesten.

Politiet er her ved midnat fortsat i fuld med at undersøge gerningsstedet. Udover politiets normale hundepatruljer skulle også to bombehunde være ankommet til Saxogade 52 – og sendt ind i bygningen.

Ifølge politiet pev skuddene rundt i gaden, og et af skuddene ramte manden i brystet, nær hjerteregionen.

- Der blev affyret i hvert fald seks skud, og udover offeret blev flere parkerede biler også ramt, fortæller politiets centrale efterforskningsleder til Bt.dk.

Gerningsmanden var flygtet fra stedet, da politiet nåede frem og han er fortsat på fri fod. Ved midnat havde man heller ikke fundet et gerningsvåben.

Politiet oplyser også, at vidner har set flere biler køre væk fra området, men det er p.t. umuligt at sige, om bilerne har noget med skyderiet at gøre.

- Vi har ikke intet på offeret, der sætter ham i forbindelse med bander, fortsætter efterforskningslederen, der kan fortælle at man nu er i gang med at underrette pårørende.

Københavns Brandvæsen bragte manden til Rigshospitalets Traumecenter med livstruende skader.

Politiet kender fortsat ikke motivet til skyderiet.

Politiet måtte efterfølgende sende fire vogne, hvoraf de to var mandskabsvogne, til Rigshospitalet, hvor flere 2g'ere var mødt op.

Ca. 20-30 var kommet ind i forhallen, men blev gennet ud af politiet, der måtte anholde en enkelt.

Flere biler kørte rundt i området ligesom mindre grupper bevægede sig rundt til fods - men ingen kom ind på hospitalet.