En mand er mandag middag blevet skudt af betjente fra Østjyllands Politi.

Manden angreb forinden en patrulje med kniv på Karen Blixens Boulevard i Brabrand ved Aarhus.

Det oplyser Østjyllands Politi på Twitter. 'Manden er pt. i kritisk tilstand', lyder det.

Klik her og se mere tv på localeyes.dk

Politiet oplyser videre, at man fortsat er massivt til stedet i området, mens man efterforsker sagen.

Derudover vil politiet for nuværende ikke udtale sig yderligere i sagen.

Hændelsen fandt sted kort efter klokken 13 mandag.

Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP) har overtaget efterforskningen af sagen, da politiet har afgivet skud. På sin hjemmeside oplyser DUP, at man klokken 13:28 blev underrettet af Østjyllands Politis om, at 'der kort forinden havde været en skudepisode ved en bus i bydelen Brabrand', hvor en mand var blevet ramt af skud fra politiet.

'Politiklagemyndigheden har på nuværende tidspunkt ikke yderligere oplysninger om mandens tilstand', lyder det i en pressemeddelelse, hvor det også oplyses, at man har sendt efterforskere til stedet for at undersøge episoden nærmere.

'Politiklagemyndigheden har på nuværende tidspunkt ikke yderligere oplysninger i sagen,' lyder det videre.

Politiklagemyndigheden vil gerne i kontakt med vidner, som har overværet episoden eller i øvrigt har oplysninger i sagen.

Hvis du har set eller ved noget, beder Den Uafhængige Politiklagemyndighed dig om ringe til telefonnummer 41 78 35 00 eller skrive til mail@politiklagemyndigheden.dk.

Opdateres...