Retten i Aalborg har idømt en 36-årig mand syv års fængsel for seksuelle overgreb mod sin datter gennem flere måneder.

Dommen blev afsagt mandag eftermiddag efter et tre timer langt retsmøde.

Ved retsmødet erkendte faderen at have forgrebet sig på sin datter, der er årgang 2010, fra september sidste år til februar i år.

Han erkendte at have haft vaginalt og analt samleje med datteren seks gange.

Derudover indrømmede han at have stukket en finger op i sin datter samt gnedet sin penis op ad hendes kønsdele. Det sidste skete hver gang før samleje, erkendte han.

På baggrund af forholdene argumenterede anklager ved Nordjyllands Politi Mette Bendix for syv års fængsel på grund af 'de meget grove forhold', som hun beskrev det.

Forsvarer Nikolaj Holm argumenterede omvendt for en noget mildere straf. Nærmere bestemt 3,5 års fængsel. Altså halvdelen af, hvad anklageren krævede.

Han påpegede blandt andet, at hans klient ikke har været straffet før, ligesom der ikke var begået vold i forbindelse med overgrebene.

Ved domsafsigelsen forklarede dommer Lasse K. Svensson, at han ikke kunne sætte straffen lavere end de syv år, når overgrebene var begået op mod seks gange.

Dermed blev den 36-årige dømt for at have forbrudt sig mod flere af straffelovens bestemmelser, herunder paragraf 216 for voldtægt ved samleje med barn under 12 år.

Den dømte ankede straffen på stedet. Ud over fængselsstraffen er han blevet pålagt at betale en erstatning på 150.000 kroner.

Forud for retsmødet havde Mette Bendix og Nikolaj Holm oplyst til B.T., at der var tale om en tilståelsessag på baggrund af den sigtedes tidligere forklaringer over for politiet.

Således var der ingen andre, som vidnede i retten ud over den 36-årige, der sad i vidneskranken i godt og vel halvanden time.