En 31-årig mand er fredag blevet sigtet for at have ytret trusler mod en kandidat til det kommende kommunalvalg.
Også en 13-årig dreng er blevet afhørt under mistanke for at have fremsat truende udtalelser over for den samme kandidat.
Det oplyser Fyns Politi i en pressemeddelelse.
Sagen udspringer ifølge politiet af »en længere efterforskning«.
Den 31-årige mand er mistænkt for at have fremsat truslerne via det sociale medie TikTok, lyder det.
For den 13-årige oplyses det, at han »på tilsvarende vis« er mistænkt for at have fremsat truende udtalelser.
»Fyns Politi har stort fokus på dette område, og vi vil gerne understrege, at vi bruger alle tilgængelige muligheder for at finde frem til personer, der truer – også når det sker via sociale medier,« lyder det fra politiinspektør Johnny Schou fra Fyns Politi.
Han opfordrer til, at folk holder den gode tone og pakker truslerne væk.
»Også i den demokratiske debat. Måske folk skal stille sig selv det spørgsmål, om de har lyst til at møde sig selv på internettet? Det er ikke straffrit at true andre, selvom de såkaldte tastaturkrigere måske er af en anden opfattelse,« siger han.
Fyns Politi efterforsker fortsat en episode fra fredag den 10. oktober, hvor kommunalvalgskandidaten anmeldte et chikanerende hændelsesforløb i trafikken, lyder det.
Tirsdag den 18. november er der kommunal- og regionalvalg.