En 67-årig nordmand er sigtet for at afpresse frimurerlogen i Danmark og Norge. Nordmanden har ifølge politiets sigtelse filmet logens hemmelige ritualer og truet med at offentliggøre optagelserne.

I mere end 270 år har Den Danske Frimurerorden været omgivet af stor mystik. Logens rituelle ceremonier er hemmelige for alle andre end de indviede, men igennem det sidste halvandet års tid har en 67-årig nordmand ifølge politiet formået at filme ritualerne. Efterfølgende forsøgte han at afpresse Den Danske Frimurerorden ved at fremsætte et krav på svimlende 33 millioner kroner. Hvis ikke logebrødrene hostede op med pengene, ville han offentliggøre optagelserne og dermed spolere tre århundreders hemmelighedskræmmeri.

Den 67-årige blev tirsdag fremstillet i et grundlovsforhør i København, hvor han blev varetægtsfængslet i 27 dage.

Han er sigtet for afpresning af særlig grov karakter. Af sigtelsen fremgår det, at han i en periode fra den 26. januar 2016 til den 2. november 2016 har optaget frimurernes hemmelige ritualer uden de vidste det. De skjulte optagelser fandt sted under møder i Den Danske Frimurerordens lokaler på Blegdamsvej 23 i København.

Derudover har den 67-årige ifølge sigtelsen også filmet med skjult kamera på møder afholdt i Norge. Disse optagelser er foretaget fra den 27. april 2017 og frem til anholdelsen.

Den 67-årige krævede ifølge sigtelsen et beløb på 33 millioner kroner for at undlade at offentliggøre optagelserne.

»Der er tale om en usædvanlig og forholdsvis alvorlig sag, der kan sammenlignes med andre sager om økonomisk kriminalitet til 33 mio. kr.,« siger anklager Jakob Buch-Jepsen.

Hvordan er optagelserne foregået? Med mobil eller skjult kamera?

»Det er oplysninger, der er fremkommet bag lukkede døre, så det kan jeg desværre ikke kommentere på.«

Hvordan har den 67-årige fået adgang til frimurerordnens ceremonier?

»Det har jeg ingen kommentarer til.«

Kravet om de 33 millioner kroner skete i en henvendelse til Den Danske Frimurerorden og derfor regnes forbrydelsen for at være begået på dansk grund. Mandag blev nordmanden udleveret til retsforfølgelse i Danmark efter at have været varetægtsfængslet i en kortere periode i Norge

I et grundlovsforhør tirsdag erkendte han de faktiske forhold, men nægtede at udtale sig.

Den danske frimurerorden er en kristen loge med omkring 9.000 medlemmer. Logen har eksisteret i mere end 270 år og har haft flere danske konger og prinser blandt medlemmerne.